Blodbad i Blå Stue …

En tidlig aften i foråret sad jeg som vanligt og arbejdede med mine skriblerier på min bærbare pc ude i Blå Stue, det var bælgmørkt omkring mig, kun lyset rundt om terrassen var tændt og jeg sad i skæret fra skærmen og nød aftenen – det var “Buddha-dag” så alt var stille bortset fra dæmpet “chanting” inde fra landsbytemplet. Ovre hos genboen kunne jeg høre, at deres barnebarn “Gun” på vel 14 år lå i hængekøjen, mens hun snakkede i sin mobil, kunne lige skimte lyset fra mobilen som gyngede i takt med hængekøjen. Det var en skøn aften, behageligt varmt og vel omkring 28 grader.

Jew var ikke hjemme, så jeg hyggede mig bare alene på terrassen med fusserne i nogle hvide hospitals-sutter som Jew har skaffet.

Jeg havde selvfølgelig glemt at bruge min moskito-spray, man bliver jo næsten vant til myggestik (er ikke så nervøs her i området da der endnu ikke er konstateret Dengue-myg) og jeg var dybt optaget af at skrive, men kunne da godt fornemme, at det kløede nede ved anklerne. Det blev mere og mere irriterende og lissom uden at tænke mig om, sad jeg vist og kradsede de steder det kløede mest.

Dagen havde været lidt lang, havde været ude at køre en længere tur så motionen havde det været “ret begrænset med”! Mine ben var lidt hævede, men intet usædvanligt i det. Vidste godt, at jeg burde have nogle støttestrømper, men de er ikke helt så lette at få fat på hernede.

Pludselig følte jeg ligesom at sutskoene var våde, men fordi det var mørkt under bordet kunne jeg ikke se noget så jeg rejste mig op og gik ud i lyset fra terrasselamperne – og sikken et chok jeg fik! Tænkte “det er bare løgn det her” – Ud fra den højre ankel lige over knysten på indersiden stod en tynd “fin” stråle blod ud på fliserne!

Med en finger for det lille “fine” hul fik jeg stavret mig hen til min håndvask og selvfølgelig, lige den dag, var der ikke nogen klude, toiletpapir eller andet jeg kunne bruge til at stoppe blødningen, så jeg skyllede en opvaskesvamp og hold den på anklen – blot for at opdage at der nu stod en anden stråle ud helt nede ved fodsålen og så var jeg godt klar over, at nu havde jeg brug for hjælp! For ligegyldigt hvad jeg gjorde for at stoppe det blev det ved med at løbe ud.

Min mobil lå heldigvis på bordet så jeg fik ringet til Jew’s telefon, blot for at høre at den ringede ude i køkkenet så alt var som det plejede, Jew havde ikke taget telefonen med. Det er ikke lige en disciplin hun er skrap til! Egentlig underligt at den overhovedet ringede, for det dér med at Jew sørger for at have sin mobil opladt hører ikke ligefrem til hendes spidskompetencer. Jeg plejer tit at finde den rundt omkring for bare at konstatere at den er løbet tør for strøm.

Utroligt så mange tanker der løber lynhurtigt gennem knolden på een når man er alene, midt i sit eget blodbad – kunne jo se at snart ville halvdelen af terrassen være stænket til med blod og sagde højt “det hele skal sgu ikke ende her”, det er bare for surt, men “Gun” lå jo stadig ovre i hængekøjen på den anden side af vejen med hovedet vendt væk fra mig.

Der var kun een ting at gøre, og det var at kalde på hende, og efter jeg havde kaldt nogle gange, højere og højere kom hun til sidst over til mig! Fik forklaret at jeg ville have fat i Jew og gjorde tegn til at hun var nede omkring “shoppen” vi plejer at bruge.

Da hun nu så ind på terrassen kunne hun godt se den var gal, så hun løb over og hentede deres bette for længst udtjente “motosai”/motorcykel (som egentlig bare er en uplomberet knallert) og kørte ned mod “shoppen” mens hendes bedstemor kom over for at se hvad der foregik! Få minutter efter myldrede det nærmest til huset med familie, naboer og så heldigvis Jew! Tror der pludselig var ihvertfald 15 thai.er i Blå Stue. Jew’s kusine “Li” kom med en klud og jeg fik forklaret, at det eneste jeg havde umiddelbart behov for var at ligge ned med benene oppe! Heldigvis har vi en slags bænk bygget ud til haven med rækværk, så jeg lagt mig på bænken og fik svunget benene op, mens Li holdt kluden med en isklump i mod hullet over anklen. Det andet hul, hvorfra det også havde piblet ud, var åbenbart lukket igen.

Men noget der var “irriterende” på det tidspunkt var (typisk thai-style), at ALLE talte i munden på hinanden og stod med “ryggen til problemet”, nemlig mig – og deres viden om førstehjælp er nærmest lig 0, for jeg var godt klar over at jeg ikke skulle miste ret meget mere blod før jeg ville miste bevidstheden og ingen ville bemærke det.

Kunne forstå så meget på deres kævleri, at de ville have mig på hospitalet (Rung Ban) i Sawang Daen Din 40 km væk- så bl. a. Jew ville have at de skulle ringe efter ambulancen. Selv mente jeg ikke det var nødvendigt, men ligemeget hvor meget jeg gjorde indsigelser faldt det for komplet døve øren! De VILLE have mig afsted basta!

Nu er det så sådan, at vores distrikt (Tambun Bong Neau), (som omfatter 6 små landsbyer), betjenes af 1(!) “ambulance”, en gammel lav pick-up truck med lukket overbygning på ladet og ikke nogen båre. Men den har dog fint udrykningsudstyr med blinkende lygter på taget hele vejen rundt og horn selvfølgelig. “Ambulancen” holder (når den er hjemme) ved distrikts-administrationen 6 km væk.

Har tit frygtet, at jeg en dag blev nødsaget til at lade mig transportere i den og den idé var jeg sågu ikke særligt begejstret for!

Efter at have spurgt tilstrækkelig mange gang om hvad de havde gang i sagde Jew at de havde droppet ideen med ambulancen og i stedet var svoger “Garn” på vej (han bor 18 km væk) og et kort øjeblik efter kom han så med sin hustru “Kung” i deres gamle Nissan pick-up. Men forsamlingen var åbenbart enige om en plan, alene det er imponerende! Da man (også i ægteskabet skal vælge sine kampe med omhu undlod jeg at protestere for voldsomt! Planen gik ud på at “Garn” skulle fragte mig på ladet af vores egen Isuzu pick-up, selvom han aldrig havde kørt med automatgear før! Så han bakkede vores bil hen til trappen, mens et par stykker kom slæbende inde fra huset med dyner, tæpper og puder som de arrangerede på ladet! Eet af mine viskestykker blev bundet stramt om min fod og jeg kunne få manøvreret mig op på ladet og de kunne få lukket bagklappen. Det er jo selvfølgelig vigtigt at holde foden/fødderne oppe og ladet på vores Isuzu er skutte imponerende stort, så jeg måtte svinge fødderne op på kanten af ladet med et sammenfoldet tæppe under!

Det ville være synd at sige at turen var behagelig! Den var nærmest modsat for svoger syns altså at nu var han “ambulance” og når man er sådan een så skal alting gå stærkt og det gjorde det så! Hvis så vejene var egnede til at køre hurtigt på ville det jo være i orden, men de første 11 km op til hovedvejen er mange steder hullede og bulede (når de lægger asfalt i hullerne for reparation kommer de altid lige en ekstra klat ovenpå, sådan for alle tilfælde skyld så i stedet for at være huller bliver de til buler og der er så mange at de er umulige at undgå! Hver gang svoger ramte et hul eller en bule hoppede bilen og det gjorde mine fødder også oppe på kanten! Og hovedvejen som normal er ganske fin at køre på de første mange kilometer er i øjeblikket ved at blive udvidet til to spor i hver retning med midterrabat. Al den tunge kørsel med overlæssede lastbiler ødelægger asfalten så det blev en skrækkelig tur – men jeg havde heldigvis Jew med mig på ladet.

Ankommet til “Crown Prince Somdej Phra Yuparat Hospital” i Sawang Daen Din i rimelig hel tilstand kom der portører fartende med båre og fik mig ind i Emergency Room/skadestuen! Havde da regnet med at jeg selv kunne stavre ind, men det blev der ikke tale om! Vel overhældt på en hospitalsseng kom der 4 søde unge sygeplejersker og en kvindelig læge som checkede mit hospitals-ID kort og mit lyserøde “farang” ID kort med mit navn og adresse skrevet på thai (det kort var de meget imponerede over, de havde aldrig set sådan et før).

Efter lægen havde hørt min skrækkelige historie og kigget på det hul som nærmest ikke var der mere blev hun forventeligt enig med sig selv om at der sådan set ikke var noget de kunne gøre overhovedet – udover at forklare hvordan man stopper sådan en blødning, men det vidste jeg jo godt selv i forvejen, så efter 10 minutter fik jeg selv lov til at gå ud fra skadestuen til min ventende bil, så op på ladet igen, men nu behøvede jeg jo ikke at have benene oppe og svoger havde ikke så travlt som før heldigvis, så det gik fint hjemad – dog med en smut ind på en PTT-tankstation med døgnåben 7-Eleven – for ovenpå den forfærdelige oplevelse skulle jeg da selvfølgelig forkæles! Så Jew og svoger gik ind og købte ind, kaffe (3-i-1), burgere varmet i mikrobølgeovnen derinde, sandwich, min favorit “grøn the” Oishi og det hele og så ellers retur mod Ban Sabai Sabai!

Da vi kom retur til “Ban Sabai Sabai” var alle naboerne skam i Blå Stue endnu – de have vasket fliserne og gjort rent over det hele, det var skønt at komme hjem til!

….. og få dage efter fortalte een af mine kammerater hernede, hvor man kunne finde støttestrømper (havde set dem i en sportsforretning i Sawang Daen Din), så nu bruger jeg dem altid, især når vi kører på tur og siden har der da heller ikke været nogen problemer.

……………………

Har du lyst til at følge bloggen er du velkommen! Der er flere historier på vej.

Jens Chanthasook Sommer

Published by: chanthasook sommer

I am a 71 yrs young danish guy from Copenhagen, typographer, retired Policeofficer, Director Graphic Design, Taxidriver, since 2008 married in Thailand, since 2014 retired in Thailand, blogging about my expat life in Isaan, North East Thailand and about my hobbies, some politics, some religion etc

Categories thailandLeave a comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.