… har ikke tid til at være død endnu!

Nåh, det er jeg jo så heldigvis, ihvertfald for mig, heller ikke endnu!!

Een af årsagerne til at jeg skriver denne måske lidt lange historie (sorry) er fordi det er meget vigtigt for mig at få rode lidt op i “hjernekisten” og prøve at finde lidt svar/forklaring for mig selv på nogle ting som står tåget for mig, selv i dag 7 år senere.

………………..

Af een eller anden mærkelig grund har December altid været en noget underlig måned, en måned jeg aldrig har set frem til bortset fra (for det meste) juledagene og nytårsaften med alt hvad dertil hører! Ikke fordi der var for lidt at lave med taxi-kørslen i den måned, den var såmænd rigtig god indtjeningsmæssigt, der var gode drikkepenge at hente, mange skulle ud at rejse op til juledagene så det var helt fint! Men der har stort set altid sket noget af mere eller mindre især ubehagelig karakter, f.eks. mistede vi vores hus den 22. december 1998 ved tvangsaution, men det er en anden historie.

December 2011 var bestemt ikke nogen undtagelse og den 16. december sent om eftermiddagen blev jeg kaldt ud til en bekendt som skulle hente en pakke i postafdelingen i et supermarked på den gamle kasernegrund fra Østerbrogades Kaserne, nu ombygget til boligområde med forretninger og kontorer. Min bekendte, Niels, måtte jeg op at hente i lejligheden på Strandvejen i Hellerup da han var dårligt gående og benyttede stok …. en skøn lejlighed iøvrigt! Niels var læge og skulle bruge et nyt stempel da han stadig havde nogle få patienter. Han var en “aktiv herre” på mange fronter, utroligt åben, frisindet og vidende om rigtig mange ting. At jeg omtaler ham i datid skyldes at han året senere havde en meget dårlig periode rent mentalt og “forlod denne verden”, må han hvile i fred.

Ihvertfald fik jeg kørt ham til Gunnar Nu’s Plads foran den gamle kaserne og efter aftale gik jeg ind for at hente pakken for ham. Selv blev han siddende på bagsædet ude i taxien, en VW Touran, mens jeg gik ind til supermarkedet via den store gamle imposante port. Inde i supermarkedet stillede jeg mig i køen til pakkeudleveringen med den lille slip Niels havde givet mig fra postvæsnet – jeg syns jeg stod og ventede længe, men ligesom jeg endeligt var nået frem til skranken og nærmest stod med pakken i hånden, ringede min mobilos og det irriterede mig, da jeg stod med begge hænder optaget og var i snak med pakkepostdamen og skulle kvittere for modtagelsen. Men jeg fik set at det var Niels som ringede og jeg sagde: “ro på, jeg er på vej” – da han nærmest råbte: “det lugter som om der er noget som brænder, måske noget fyrværkeri”!!

…. hvilket jo egentlig ikke var helt unormalt få dage før jul og nytår, så jeg fortalte ham at jeg  var på vej ud!

Lige som jeg var ved at forlade supermarkedet (tror faktisk det var en SPAR købmand men det er jo ligegyldigt egentlig), ringede Niels igen: “din taxi brænder!!”

og da jeg kigger ud af det store glasdørsparti kan jeg se at noget var i brand lige omkring der hvor taxi.en (taxi 1-1419) holdt – så det var bare i fuldt løb ud gennem porten og så straks at det brændte omkring højre forhjul, flammerne slikkede op ad skærmen og højre bagdør stod åben så i fuldt firspring løb jeg om til døren mens jeg råbte på Niels! Ingen reaktion inde fra bilen og jeg fik sikret mig at der ikke var personer inde i taxien. Mens jeg stod nærmest lænet ind i bilen hørte jeg Niels råbe ovre fra et træ på pladsen at han var okay!

Så jeg spurtede om til venstre fordør og åbnede den. Samtidig begyndte kabinen at blive fyldt med røg så jeg skyndte mig at række ind i bilen, standse motoren og hive nøglen ud samt gribe efter min prangerpung som jeg fik ud.  Mens jeg havde hovedet og overkroppen halvt inde i bilen lød der et gevaldigt knald fra højre side af motorrummet  og hele kabinen var nu indhyllet i røg så jeg fik hurtigt trukket mig ud men tabte desværre min egen tegnebog med alle slags ID-kort osv og den røg ind under bilen.

Nu bragede og buldrede det så meget at jeg skyndte mig væk fra bilen mens jeg ringede først til brandvæsen og politi og derefter til min vognmand Gert som boede få hundrede meter fra stedet.

Næsten samtidig kunne jeg høre udrykning komme ikke så langt væk fra, men da brandvæsnet nåede frem var der kun at slukke branden, bilen var fuldstændig omspændt af flammer, nærmest et flammehav. Politiet kom også til stedet rimelig hurtigt og præcis otte minutter tog det før bilen var helt udbrændt og der var kun forvredent metal tilbage og stanken var ulidelig.

Mens jeg havde ringet til brandvæsen og politi fik jeg kontakt med Niels som sad sammenkrøbet bag træet og rystede, men var helt uskadt. Få øjeblikke efter kom vognmand Gert til stede – han var også selv privat bekendt med Niels. Som en god arbejdsgiver foreslog han at vi skulle gå over på den cafe som ligger på pladsen, hvor vi lige kunne “falde ned” ovenpå den oplevelse – og efter politiet var kørt kunne vi ligeså godt få et par pilsnere på bordet, mens brandvæsnet ryddede op og kørte resterne af den iøvrigt for kort tid siden rigtig pæne og fremragende funktionelle taxi væk.

Desværre er det jo sådan at man som taxichauffør er lønnet efter indkørsel så hvis ingen taxi, ingen penge, ingen form for understøttelse! Så der blev snakket lidt frem og tilbage og dagen efter havde Gert sørget for at jeg kunne køre for en anden vognmand! Havde jo en del udgifter da jeg jo også var/er gift med en hustru i Thailand og skulle skrabe sammen både til dagligdagen i Danmark og husholdningen i Thailand, så en periode uden mønt var ikke lige det som hittede!

Derfor var det godt at jeg fik lov til at trille med een af mine “favorit-taxi.er”, en Mercedes Vito Minibus, 8-personers “Storvogn” (taxi 1-1210) som vognmand Lawrence ejede, dejlig at køre rundt med!

I de efterfølgende dage kørte jeg alt hvad jeg kunne få lov til og var da “på gaden” så meget og så længe jeg kunne – og kan godt huske at jeg var ude at køre Juleaften og juledagene, men på grund af det som skete herefter står det noget tåget for mig …

…. fordi:

tirsdag den 27. december kørte jeg hele dagen og havde vist nok taxien “for mig selv” hele døgnet, skulle aflevere den eller stille den inden næste morgen(?? – kan ikke huske det) og ville derfor køre noget af natten med, det var jo der den gode indtjening lå!

I løbet af eftermiddagen følte jeg mig lidt sløj og mens jeg kørte en længere tur med en kunde blev jeg mere og mere sløj! Har altid forsøgt at lytte til “min krop” og var godt klar over at det her gik ikke længere, så da turen var afsluttet kørte jeg hjem til Bispebjerg Bakke, hvor jeg havde boet et par år – (dejligt sted iøvrigt, femtesals lejlighed med udsigt nærmest over hele København).

Da jeg nu følte mig rigtig skidt tilpas, som om der var en kraftig influenza på vej, skrev jeg en sms til min vognmand om at jeg følte mig syg og blev nødt til at sætte bilen ved bopælen og noget af det eneste jeg kan huske er faktisk at han bare skrev tilbage: “OK”! Så jeg tog elevatoren op til lejligheden og derinde sad min bofælle og så TV. Kan huske at jeg sagde at jeg måtte gå ind og lægge mig for jeg var syg. Han svarede også bare “ok” så det sidste jeg kan huske var at jeg lagde mig under min dyne mens jeg svedte, rystede over hele kroppen og havde feber!

Det var det sidste jeg kan huske indtil jeg vågnede op i blændende hvidt lys, liggende i en stor hospitalsseng med hvidt lagen over mig som “dyne” – glippede med øjnene over alt det lys og var totalt “rundforvirret” mens jeg hørte en mand sige: “Velkommen tilbage!” 

Så fik jeg øje på først en læge i hvid kittel med stetoskop, en sød sygeplejerske (det var faktisk chefsygeplejersken – Lene), min ex-hustru Merethe, min vognmand Gert, min bofælle, et par venner og kolleger med blomster og chokolade (blomsterne kunne ligesågodt have været til min kiste ……. SNYYYYYDT ha ha – sorry, morbid sarkasme kan forekomme!!) – og alle stod og smilede til mig! Nu har jeg normalt ikke langt til et smil så jeg smilede over hele “femøren” og spurgte: “hvad i alverden laver jeg her”!

I min lidt tågede erindring var jeg jo nærmest lige gået i seng i lejligheden – det var ihvertfald det eneste jeg kunne huske.

Chefsygeplejersken Lene, som stod på højre side af sengen, sagde så med et stort smil: “du har haft bakteriel meningitis!” hvortil jeg svarede at: “jamen det er da kun børn og unge som får det!” (som fhv politibetjent med næsten daglig gang på det tidl. Glostrup Amtssygehus havde jeg ind imellem stødt på meningitis, havde læst en del om sygdommen og frygtede den). “Nej da” svarede hun, “den kan ramme alle, men du var heldig! – véd du hvad dag det er i dag?” hvortil jeg kun kunne ryste på hovedet og auchhh det gjorde ondt, så jeg kiggede spørgende på hende? I min opfattelse burde det jo bare være onsdag da jeg var gået i seng tirsdag, så meget var jeg da klar over! Men jeg fik godt nok et chok da hun med et smil sagde: “det er nytårsaften og du har faktisk været død i 4 dage! – vi havde opgivet dig, men du har åbenbart en stærk vilje til at holde fast!”

Hvordan pokker kan fire døgn sådan bare blive væk? Og den dag i dag, næsten 7 år senere, er perioden stadig meget tåget, mange ting kan jeg simpelthen ikke “få frem” fra hjernekisten så de er jo nok væk helt.

322118_10150493119054568_717874567_8461589_2110392633_o (1)

Jeg er stadig den dag i dag, selvfølgelig, dybt lykkelig for at jeg fik livet tilbage og dybt dybt taknemmelig for dem som hjalp og støttede mig, først og fremmest min bofælle, dernæst hospitalspersonalet, men ikke mindst min hustru i Thailand!

Mens jeg nu var ved at komme til mig selv og “mentalt frisk” kunne jeg godt mærke, at jeg absolut ikke var “fit for fight” for nogetsomhelst, fuldstændig uden kræfter, men havde ikke nogen smerter – men det var jo nok grundet en masse morfin de havde pumpet mig med.

Min bofælle spurgte så, inden de allesammen forlod stuen (eneværelse som jeg dagen efter fik at vide var på isoleringsafdelingen på Rigshospitalet, tror nok det hed “infektionsmedicinsk afdeling”?) om der var noget jeg gerne ville have hjemme fra lejligheden og det eneste jeg egentlig ønskede mig var min mobiltelefon, oplader og min bærbare pc med internet “dongle” og det kom han så med dagen efter – og som altid med et stort smil.

Min eneste og største tanke var at få kontakt med min hustru nu hvor vi normalt var i kontakt mindst en gang om dagen, så ideen med den bærbare computer var at få gang i Skype så hurtigt som muligt så jeg kunne forklare hende hvad der var sket!

Jeg har altid hadet når jeg ikke havde styr på hvad der foregik omkring mig, men her måtte jeg se mig slået, havde stort ikke styr på nogetsomhelst og ville bare “tilbage til mit liv” og fortsætte som planlagt!

Mange gange om dagen kom der sygeplejersker ind og tog temperatur og blodprøver men de sagde mine “resultater” var fine, alt så godt ud og jeg skulle nok blive frisk igen. Jeg prøvede at komme ud af sengen, men det måtte jeg opgive – havde simpelthen ikke kræfter nok og benene ville ikke bære men dagen efter lykkedes det og jeg fik gang i computeren og Skype! Endelig fik jeg forbindelse med min hustru Jew og stor var min overraskelse! Normalt har hun det skønneste lange hår ned over skuldrene, men nu så jeg pludselig en korthåret Jew? Men det var ligegyldigt, bare det at se hende smile og vinke til mig, mener faktisk at hun også gav mig et “wai” hvor hun samlede hænderne foran ansigtet og bukkede dybt så jeg blev nærmest rørt til tårer. Mens vi snakkede på Skype kom Lene ind og hun sagde senere (og noterede det i journalen) at det øjeblik jeg så Jew lyste jeg helt op og Lene vidste at nu kunne det kun gå fremad!

405874_10150565427599568_1734465326_n

Åbenbart skete der en masse mens jeg var “væk” – som jeg lige husker det så min nevø Anders henne i Jylland at Jew havde skrevet til mig på facebook og ikke kunne forstå hvorfor hun ikke hørte fra mig! På een eller anden måde fandt Anders så ud af at jeg var på hospitalet og derfor skrev til Jew at det var alvorligt.

Jeg måtte jo komplimentere Jew for den nye frisure og hun fortalte så hvorfor, nemlig at hun og en søster, efter hun havde hørt at jeg lå på hospitalet, sporenstrengs var taget sammen til Nong Khai små 140 km væk, nærmeste grænseby til Laos og ved Mekhong Floden, hvor de var gået ned til floden og havde klippet en del af Jew.s hår af! Hjemmefra havde de inden lavet en “khratong”, en lille bananblads-båd, lagt Jew.s afklippede hår i “khratongen”, sat et par tændte gule “Buddha-lys” og et Dannebrogsflag i – og derefter skubbet den ud på Mekhong Floden med kurs mod Danmark! Med symbolikken i det menes at Jew på den måde ville sende al sin styrke til mig dér langt væk for at jeg skulle blive rask – og det blev jeg jo! …………

Den væsentligste årsag skal dog nok derudover tilskrives min bofælle, som siden fortalte at jeg, i løbet af aftenen/natten havde optrådt “underligt”, var kommet ind i stuen hvor han sad, var fartet hen og havde slukket lyset og var gået ind i seng igen! Det var umuligt for ham at få “kontakt” med mig og da det blev værre og værre besluttede han heldigvis at tilkalde natlæge – og da han havde set på mig var der kun een vej, fluks til hospitalet! Der blev tilkaldt ambulance og de prøvede så at få mig op på en båre og spændt fast, det tog mindst en halv time fordi jeg kæmpede voldsomt imod! Fem voksne fik mig til sidst spændt fast og fik bakset båren ud til elevatoren og ned til ambulancen, hvorefter jeg blev kørt på Bispebjerg Hospital, nærmest lige ved siden af. Men da lægerne dér havde tilset mig blev det hurtigt bestemt at jeg skulle videre direkte til Rigshospitalet!

Ved en samtale senere med Epedimiafdelingens læge (flinker fyr iøvrigt) blev jeg fortalt at jeg allerede var “opgivet” på Bispebjerg Hospital og det bare var et spørgsmål om tid, og det var man enige om på Rigshospitalet – det var jeg så åbenbart ikke helt enig i siden jeg vågnede op igen! Endvidere fortalte lægen at min alder, fysik og andet taget i betragtning ville jeg kun have 20% chance for at overleve, hvorfor han sagde: “TILLYKKE med livet og en chance mere, forspild den nu ikke!” mens han smilede. På det tidspunkt vidste han jo udmærket at jeg havde mit “mentale liv” i Thailand hos Jew.

En uges tid efter kunne jeg forlade Rigshospitalet, men selvom de gerne ville have jeg blev lidt længere følte jeg at jeg bedre kunne komme til hægterne hjemme i lejligheden og da de vidste at min bofælle ville holde øje med mig godkendte udskrivningen!

Tiden der fulgte var ikke særlig morsom, tre måneder på sygedagpenge (som det tog en evighed at få fra kommunen grundet papirnusseri) og selv derefter var jeg ikke 100% frisk, men besluttede mig for en måneds ferie i Thailand og jeg skal nok love for at det var en rekreation som virkede. Og skønt at være sammen i vores hus med Jew igen.

Jens

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.