Tilbage til landsbyen IV / September 2009

Champa, Thailand, september 2009

Det er da utroligt så hurtigt tiden flyver! Har allerede været her i 3 måneder?? Hmm, jamen så var det jo nok på tide at få et nyt stempel i passet, visa på 4 måneder var jo i orden, hvis bare jeg smuttede over grænsen til f eks Burma (Myanmar) og så gik tilbage igen med det samme. Underligt system! Da sidste frist udløb mandag 31. august måtte vi jo finde ud af at komme afsted så planen var at smutte til Udon Thani tidligt søndag morgen og derfra med bus via Khon Kaen (syd for Udon) til Tak-provinsen helt mod vest og faktisk anede vi ikke, hvordan mulighederne var for at komme derfra til grænsen! Da vi nåede til busstationen gik Jew hen for at købe billetter og da jeg er holdt op med at forundres over hvad der sker blev jeg ikke forbavset da hun meddelte at hun havde købt billetter til et helt andet sted, nemlig Chiang Rai som er den nordligste storby. Hun havde fundet ud af at den lå tættere på grænsen via en by lige udenfor Chiang Rai som hedder Mae Sai. Bussen afgik først kl 15.30 fra Udon og vi ville så være i Chiang Rai kl 06 næste morgen! Det gav lige lidt over 4 timer i Udon og så kunne vi jo ligeså godt nappe en lille tur i BigC centret som er rigeligt stort til at ofre en hel dag på! Nå men bortset fra at vi tog den forkerte ”grisebil” tilbage nåede vi da til busstationen i tide – men kun fordi chaufføren mod lidt ekstra mønt smuttede os lidt rigelig hurtigt ud til busstationen, selvom det var langt væk fra hans faste rute!

Havde plads i bussen forrest så vi havde bedst benplads, skulle jo ligesom være i bussen i mange timer. Turen derop om aftenen var ikke spor spændende, dels grundet regnvejr, dels fordi sæderne i bussen ikke var komfortable og ikke mindst fordi chaufføren åbenbart havde travlt! Det er jo oz okay, men han syns han skulle indhente noget tid på vej op og ned gennem bjergene i mørket så vi kom en smule hurtigere end sjovt gennem hårnålesvingene, men efter nogle korte tissepauser og enkelt spisepause på 20 minutter nåede vi da rettidigt frem til Chiang Rai tidligt om morgenen.

Efter morgenmad på det eneste åbne gadekøkken ved busstationen, fandt vi så en ”grisebil” som kørte til grænsen og det var en god ide at smutte over tidligt om morgenen da grænsen senere ville blive overfyldt af vesterlændinge som skulle på ”Visa-run”. Klimaet ved grænsen var betydeligt mere behageligt for en vesterlænding end klimaet i Esaan-provinsen så jeg nød det alt for korte ophold! Alt jeg skulle gøre var at udfylde et ”departure card” fra Thailand, stemples ud og så vade over grænsebroen til Myanmar, ind til check af pas, blive fotograferet, få stempel for indrejse og betale 500 baht, vade ud fra kontoret og tilbage over broen til Thailand igen, få stemplet for indrejse og 2 mdr visum og så var det det! I alt tog det hele under 10 minutter. Turen over broen til Myanmar tog jeg alene, fordi Jew ellers skulle udfylde en masse formularer inden og det var ligesom overflødigt.

Mae Sai er faktisk en meget smuk lille bjergby liggende ved floden som danner grænsen og vi brugte lidt tid på at kigge på byen inden turen gik tilbage til busstationen i Chiang Rai. Mens vi kørte mod Chiang Rai blev vi stoppet i politikontroller flere gange, formentlig fordi de ville sikre sig mod illegale indvandrere fra Myanmar/Burma, så jeg vænnede mig til at have passet klar hele tiden.

Kl 12.30 gik turen mod Udon Thani igen, men denne gang var det en meget mere behagelig bus! Havde selv lidt ”efter-veer” med ondt i rumpetten efter de mange timer i den anden bus, men denne gang gik det bedre, sæderne var rimeligt gode og den første chauffør virkede meget professionel og kørte ordentligt hele vejen. Det var en meget smuk tur gennem bjergene og han sørgede for pauser for hver ca halvanden time. Det første lange stræk fra Chiang Rai blev vi ligeledes stoppet flere gange i politikontroller, men efter nogle timer var det slut med det. Men det var en laaaaang tur og det var meningen at vi ville stå af i Udon og finde et lille hotel, da det var midt om natten vi ville ankomme dertil, men da vi nåede Udon kunne vi ligesågodt blive i bussen, for den ville en time senere passere Ban Kho Tai, hvor motorcyklen stod og så ville vi jo være tæt på Chuampa, så vi blev sat af kl 05.00 ved ”vores” lokale busstoppested efter marathon-visatur på 46 timer, heraf næsten 40 timer sammenlagt i busser og 1.700 km! Men så havde hele turen også kun kostet ca 650 kr inkl et par nye sko til Jew! Men det er hårdt for bagdelen (til sidst var det ligegyldigt hvilken stilling man sad/lå i, for det gjorde stort set lige ondt. Dog hører der altid et tæppe til hvert sæde, men det er bare for tyndt og for lille) så næste gang burde jeg kunne få visa for et halvt år inden jeg skal afsted igen og hvis ikke skal jeg nok huske en rigtig god pude og varme sokker!

Venter nu på at få bekræftelse på min registrering af bopæl på adressen her. For adressen eksisterer ikke endnu, den skal landsbyens leder, mr Noopin, ordne papirer på. Han er ansat af distrikt Sawang Daen Din med ansvarsområde Chuampa-området, er en god ven og bor næsten bagved os, så det burde ikke give problemer. Han spurgte selv ved en sammenkomst forleden om jeg ville skrives på adressen. Måske bliver det først til foråret, officielle sager tager jo tid – ligesom i Danmark!

Thai-food er jo alletiders kulinariske nydelse, men Esaan-food er lidt speciel! Består stort i en blanding af alt hvad der er spiseligt! Og det er åbenbart ikke småting. Alt glider ned bare der er rigeligt med chilli i – i den normale Salad Papaya hører der 10 stærke chilli til, men når den laves specielt til mig med kun 2 chilli i smager det skam udmærket! Vores elektriker, Boy, var en dag forbi Oi.s hus for at ordne nogle installationer. Mens han forsøgte at føre nogle kabler ind gennem en lille skakt blev han bidt i fingeren af den ene af vores gekkoer. Resolut hev han den ud fra skakten, skar halsen over på den og tog den med hjem til grillen. Han påstår at den smagte udmærket? Nu skal man ikke tro på alt, hvad han fortæller, men vi mangler altså den ene ”hus”-gekko!

Men det er jo også nærmest en komplet frugtbod hernede, så de trakterer med al slags, resten kan man jo selv nærmest bare række ud efter! Så selvom jeg smutter udenom en del (især den ”søde” nærmest rådne fisk de med stor fornøjelse smækker på bordet og spiser med største velbehag!) bliver der sørget fint specielt for mig og man behøver ikke gå sulten i seng her! Og vi har altid et væld af bananer så det kan ikke gå helt galt! Henter en gang i mellem en hel klase bananer gratis – og der er altså rigtig rigtig mange bananer og de vejer godt til. Men frugter som ”Dragon fruit” og ”Falang” smager ganske glimrende. Selvfølgelig har de også slik af mange slags, men de har en mani med at lave kager og slik, som ser ud som om de kommer perfekt ud fra en farveprinter. Alle mulige (og især umulige) afskyelige, men stærke farver, er så søde at det nærmest gør ondt og smager faktisk ikke af andet end sødestoffer, for ikke at glemme den grønne, lyserøde o.lign. gummiblævregelé de putter ind imellem den fabriksfremstillede flødeskum. Flødeskumstoppene er så perfekte at de må være lavet med laser-robot (og er det såmænd nok også).

Men savner efterhånden rugbrød med leverpostej og rødbeder/rødkål, frikadeller og brun sovs, boller og ris i karry, morgenbrød, rundstykker og ikke mindst OST(!!!) osv, men der er jo ikke så længe til mere, så jeg kan holde mig. Vi kan godt få ost, men kan kun få den i kategorien ”små børn” og den smager stort set af ingenting. Ikke engang på lune toasts med skinke holder det!

Tordenbrag og lyn er jo hverdagskost i øjeblikket, men kommer dog mest om natten. Oftest ser man ved mørkets frembrud at det lyner konstant over en stor del af horisonten. Har vænnet mig til bragene og vindstødene. Vores værelse er jo en træoverbygning over terrassen, men skruet godt fast på betonpiller og normalt mærker vi kun det ryster lidt i jorden når de store vindstød og brag kommer – men forleden vågnede jeg da for en enkelt gangs skyld ved at det føltes som om hele træbygningen var ved at blive revet op med ”rode” og gav tryk for ørerne. Så er det jo godt at vores eget hus er bygget så solidt at der ikke bør kunne ske noget – håber jeg da? Har forhørt mig vedr. jordskælv, men de forekommer ikke her – sir de. Da loftet i vores værelse er bliktaget er man ikke i tvivl om når det regner! Det er oftest så voldsomt at man ligeså godt kan slukke radioen, for selv om den (halvanden meter væk) kører for fuldt drøn kan man ikke høre noget som helst andet end ”maskingeværsalverne” lige over hovedet.

Og så stoppede byggeriet lige for mindst tre dage fordi en mand i landsbyen til morgen var afgået ved døden. Da de ikke kan brænde ham allerede i morgen torsdag og heller ikke fredag fordi der lige smutter en Buddha-dag ind igen, må de vente til lørdag. Og man må ikke skynde sig på arbejde lige efter en bisættelse fordi man (iflg Buddha) så risikerer selv at der sker noget, så der bliver nok ikke arbejdet før mandag igen! Og så kunne vi jo ligeså godt spendere Buddha-dagen hos svigerfar. Han er blevet glad for en gang i mellem at kunne forlade sin ”resort” (som han kalder sit hus) og gå i templet og overnatte. Han går aldrig langt fra huset når han er alene og aldrig for en hel dag, hvis ikke nogen kommer og passer på det. Huset er bygget til ham af hans sønner, dengang hustruen forlod ham uden at de af den grund blev skilt, for at blive nonne på ”fuldtid”. I øvrigt døde hun mens hun opholdt sig dér for en del år siden, næsten på datoen for min storesøster Vivi’s død.

Men svigerfar er en spøjs gammel fætter på 82 (nåh ja, sidst jeg spurgte Jew var han 72 eller 76, men de går jo ikke op i alder her, så et par år fra eller til gør jo ikke noget?). Kan han bare få lov at passe sig selv, fiske og passe sin jungle er han glad. Forærede mig næsten stolt en stor plasticpose levende krabber han netop havde fanget – afleverede dem godt nok hurtigt til Jew som spruttede af grin. Da vi kom hjem med dem lod vi pudlen Mini lege med én af krabberne til stor fornøjelse for alle – nok bortset fra krabben. I øvrigt vandt Mini kampen og løb udenfor for at grave den ned.

Nåh, faktisk startede arbejderne igen allerede søndag middag med at arbejde og roder nu med det sidste stål i loftskonstruktionen i dagligstuen, værelserne er færdige nu og mangler kun endelig maling og fliser. Alligevel er der lang vej igen og tvivler på at huset bliver indflytningsklart til jeg må smutte retur til Danmark, men så er der jo noget at se frem til næste år!

Mange i Vesten mener jo, at det er smukt at være solbrun og ofrer megen tid og penge på at være sikker på at opnå den rette kulør på den blege hud hele året! Egentlig pudsigt, fordi i Asien er det lige omvendt. Her gør man alt man kan for at blege den ellers naturlige smukke brune hud de har. Her er bleg hud smukt og eftertragtet. De smører sig ind i alle mulige specielle cremer og pudrer sig til så huden bliver hvidere. Og annoncørerne på TV må spinde guld på alle de skøre reklamer som lover en hvid hud på ingen tid. Pudderet har dog en primær funktion, nemlig at køle huden og det gør den da også. Men den første tid man er pudret til brænder det ubehageligt i huden inden den kølende effekt kommer, så det skal jeg ikke nyde mere af! Er egentlig heller ikke blevet særlig brun trods naturens særdeles stærke solarielampe, men jeg er jo heller ikke på badeferie. Har prøvet at ”tage sol” (den er jo ligesom helt gratis og lige udenfor døren) men efter 5 minutter er det bare for meget, holder trods alt solfaktor ”alvorlig høj” hele dagen og kølende regn kommer der ikke meget af for tiden.

De fleste her har hund, og det er jo altid godt som sikring mod indbrud. Men ingen af hundene er afrettet og for det meste strejfer de om i området. Oi’s puddel holder sig dog for det meste inde på grunden. Men den er jo også kun en hvalp. Selv vil den gerne vise at den er frygtelig farlig så den reagerer så stærkt den nu kan på enhver ”fare” og jagter de høns som mange gange om dagen vover sig ind over grunden – når den altså gider! Og den giver hals overfor dem som går forbi udenfor på vejen, men først når de er forbi og ”faren” er overstået. Man skulle jo nødig risikere noget! Mini har det dog en idé med at rende efter os når vi smutter afsted på gåben eller motorcykel. Mærkeligt at hun ikke lærer at det kan være farligt, for de andre og større hunde er ikke begejstret for at Mini render forbi deres territorie så de jagter hende. Hvis hun kan nå det fiser hun hjem og gemmer sig under en stol, mens de store hunde står udenfor på vejen og truer hende, hvorefter de hurtigt løber hjem igen – især hvis de får en lille sten fra vores slangebøsse i rumpen! Alle her har en slangebøsse klar til samme formål. Men Mini har da alligevel dristet sig til at løbe efter mig når jeg har gået fra Oi’s hus til vores byggeri. Men når den når ind på tempelgrunden kommer der op til fire store hunde rendende og jagter hende. Jeg er meget lidt begejstret for disse hunde, stoler bestemt ikke på nogen af dem! Så Mini spæner rundt ved templet og presser sig ind bag en Buddha-statue, hvor jeg så har måttet hente en stor kæp og bære hende væk, mens de store hunde stod på vagt i nærheden. De store hunde gør normalt ikke noget, hvis man går eller kører stille og roligt forbi! Men hvis man kommer på motorcykel og vil forbi dem er det en meget dårlig idé at sætte farten op for så bliver de ophidsede og render efter én! Og de kommer altså lidt for tæt på og løber lige ud for eens fødder på begge sider og det er egentlig ret ubehageligt når flere store hunde, op til seks stk, jagter én! Så når jeg spotter dem sætter jeg farten helt ned og kører forbi dem i 4. gear stille og roligt, så gider de ikke ”lege”! Bliver bare liggende og døser midt på vejen.

Én af gangene vi var hos svigerfar sagde Jew henkastet at vi lige skulle gå ud og se, hvordan det gik med vores Eukalyptus-træer? Øh nåh? Har vi Eukalyptus-træer? Ja da, svarede hun, vi har seks hektar, men de er først klar til fældning om to år (og så det jo ligesom uvæsentligt! Hmm?). Og så fortalte hun, at det var da vores træer sådan cirka fra nogle bananpalmer ”derude” og så pegede hun ud bag frø-farmen. Så vi var da lige ude at kigge på træerne som bestemt står fint i mange rækker. Årsagen til at der går to år endnu er bl a at de ikke har fået vand nok i år. Skulle lige til at spørge om der skulle være andet vi sån måske har eet eller andet sted, men har lært ikke at spørge for meget – man kan nemlig aldrig helt forvente et svar så jeg får jo nok besked i givet fald (ikke fordi de ikke vil svare – de er bare ikke altid forberedt på at man overhovedet kan finde på at spørge).

Selv om huset kun har fået en enkelt gang hvid maling udenpå muren, står det faktisk skinnende hvidt og flot! Jeg var lige ved at skulle navngive det ”Det hvide Palæ” indtil jeg fandt ud af, at Jew havde bestilt svag pastellysgrøn maling, så jeg må finde på noget nyt nu. Dvs hun ku såmænd godt finde på at skifte mening! Men et lysegrønt hus i pastel er vel fint nok, det vil passe udmærket ind i thai-stil, hvor man ikke har de store bekymringer om farver eller om farverne passer sammen. Tror nu jeg har set alle mulige, og især umulige, farvesammensætninger! Skrigende lyserøde, gule, grønne og lilla farver er bestemt populære (men afskyelige udenpå et hus) og det er Jew udmærket klar over.

Alle i landsbyen donerer jo en gang imellem eet eller andet til ”deres” tempel, det være sig arbejdskraft til rydning og dyrkning, mad og diverse ting, sager og ikke mindst lidt penge til munkene. For nogen tid siden hentede vi en ældre, men vigtig, lærebog hos en kvinde her og da Jew.s søster Nong og hendes mand driver en internet-café med tilhørende scanning og fotokopiering for kunder, bragte vi bogen til Sawang Daen Din. Senere på dagen fik vi så en stor stak færdige bog-kopier, fint samlet og bundet ind i ryggen og bragte dem dagen efter til munkene i jungletemplet som gjorde en lille ceremoni ud af det og brugte megen tid på at studere materialet. De gav samtidig kaffe og cola så det var jo fint.

Til morgen kom så én af kvinderne til os direkte fra templet, hvor munkene havde spurgt efter om Jew og jeg lige kom forbi fordi de havde en bog og nogle fotos som de gerne ville have kopieret, så inden middag tog vi derned. Der er altid utrolig stille dér og ingen at se, så igen måtte vi ud for at finde dem. Da vi nåede et godt stykke ind i junglen ad en lille sti jeg aldrig havde været på, mødte vi en mand med skovsav på nakken, som ville følge os ned til munkene. Han førte os væk fra stien og direkte ind i junglen og vi gik og gik bare ad næsten usynlige stier som nogle steder kun var planker lagt løst ud på jorden og kun plads til at gå én ad gangen mellem de store buske og træer. Så langt havde jeg godt nok aldrig været før, for det her var altså bare rigtig jungle! En lille tanke gjorde jeg da om hvad der kunne krybe rundt dér i skjulet for det var ikke muligt at se skovbunden. Og luften stod bare fuldstændig stille og selvom jeg syns at jeg har vænnet mig til varmen var det her lige nogle streger over det normale. Manden drejede så væk igen fra stien og sagde at den kunne vi ikke fortsætte ad fordi der lidt længere henne ad den var nogle ”dangereous animals” som gav et ”bite-soon-die”-bid – hvad det var for nogle fik jeg aldrig at vide og det er jo osse ligemeget, bare vi ikke mødte dem! Den vandring var under kategorien ”ikke for hvide mennesker” og det føltes egentlig ret ubehageligt at være der, men pludselig kom vi til en smule rydning, hvor nogle kvinder og mænd var i færd med at fælde træer og buske og et par af ”vores” munke gik rundt. Kvinderne inviterede med fagter og grin mig til at komme og hjælpe og pludselig hørte jeg den ældste munk, som sad næsten skjult lige ved siden af mig spørge om jeg kunne arbejde? Og da jeg kiggede på ham sad han med et kæmpe grin! Jeg betakkede mig høfligt og efter en kort tid vendte vi alene retur til selve templet. Har intet mod at arbejde, men lige på det sted ville jeg helst være fri. Måtte konstatere at vi faktisk var kommet rigtig rigtig langt ind i junglen og jeg var kun glad for at komme tilbage. Det område templet råder over er bare kæmpestort! Den ene munk kom lidt efter op til os og afleverede en del materiale, fotos etc til kopiering, men han må vente lidt med at få det tilbage igen for det er jo ikke gratis og da en munk ikke personligt må håndtere penge skal vi nok ikke forvente noget tilskud derfra.

Egentlig havde jeg en invitation fra en engelsktalende munk i Jew.s tempel i Loei langt herfra, om et ophold i en fjorten dages tid for at lære lidt om Buddhisme sån indefra. Men da jeg læste betingelserne for et ophold i tempel afstod jeg dog i denne omgang. De fleste af reglerne har jeg det fint med, ville trods alt få i hvert fald to måltider om dagen, men man må ikke sidde i bløde stole og ikke ligge og sove på et blødt leje, så det er ligesom ikke rigtig lige mig. Nu er det ikke fordi de normalt har bløde stole eller senge nogen steder herude, men alligevel. Thai.er sidder jo helst på gulvet som ikke er trægulve, men store kakler. I Oi.s hus er der f eks i dagligstuen plads i stole til 16 personer – alligevel forgår stort set alt på gulvet, selv når man skal se TV. De ligger direkte på gulvet og har en lille firkantet pude under nakken, så er det godt. Stolene – som jeg er den eneste som bruger – er lavet i teaktræ og flot lakeret trods alt (skal jo se fint ud og ligne at man har mange penge).

Noget som jeg vil komme til at savne forfærdeligt, når jeg returnerer er de mange skønne morgener og aftener, hvor man kan ligge i hængekøjen, se livet passere forbi ude på vejen og få serveret kaffen! Om morgenen er der en behagelig temperatur under halvtaget, hvor vi har hængekøjerne og om aftenen kan vi nyde den ofte stjernespækkede himmel, det er bare fantastisk! Alle véd, at hvis jeg ikke sidder med den bærbare om morgenen udenfor hoveddøren skal de bare kigge om til den lidt skjulte hængekøje og så dytter de og hilser alligevel. Rigtig hyggeligt!

Når der er mulighed for det smutter jeg til nabobyen Chai Wan ad den snoede grusvej hver dag og også dér har de vænnet sig til at jeg kommer hver dag, så det bliver til en masse smil, nik og hello på turen, både frem og tilbage. Internetcafé-damen skal bare lige se motorcyklen komme, så begynder hun at gøre klar med at tænde ”min” pc (nr 7) og med at sætte to plastic havestole ind i hinanden da risikoen for at enkelt stol alene skulle brase sammen er stor, kvaliteten af stolene er elendig – og det er da ikke fordi jeg vejer for meget, de holder bare ikke til noget.

I håbet om at alle har det godt – faktisk smutter der en tanke herfra i ny og næ mod nord 😉

Stor hilsen

Jens

Published by: chanthasook sommer

I am a 71 yrs young danish guy from Copenhagen, typographer, retired Policeofficer, Director Graphic Design, Taxidriver, since 2008 married in Thailand, since 2014 retired in Thailand, blogging about my expat life in Isaan, North East Thailand and about my hobbies, some politics, some religion etc

Categories thailandLeave a comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.