Tilbage til landsbyen III / August 2009

Nyt fra Champa, august 2009

Siden 3. august har der været fuld fart på byggeriet her og alle ”huller” i muren og værelserne er lukket, så nu er der klar til at sætte døre og vinduer i samt få lagt loftet og fliser over det hele samt gøre indgangspartiet færdigt. Næsten alle kabler er trukket så snart går turen bl a til Udon for indkøb af udstyr til badeværelser samt lamper og fliser. I skrivende stund er arbejderne færdige med at pudse væggene og halvdelen af muren udvendig! Det tegner bestemt godt. De tre arbejdere er skam gode, de arbejder hurtigt og deres hustruer sørger for at blande mørtel og slæbe spande til deres mænd. De er et godt team.

Loftet bliver et ”hængende” loft hængt op i en stål-ramme så det burde da komme til at holde! Det eneste træværk i huset er dørene! Resten er mur og stål. Vinduerne bliver udført i stål og skydevinduer med tonet brunt glas og mosquito-net. Senere kommer der et specielt stålgitter udenpå for at forhindre indbrud. Gitrene skal ”Dong” lave – han er én af Jew.s kusiners mand og har et bette smedeværk-sted, bruges som mekaniker og alt-mulig-mand og er skrap til at lave kunstfærdige gitre. Bl a skal han senere lave hegnet omkring ejendommen med gitre og skydeport! Men da der er tale om næsten 100 meter rundt ud til offentlig vej og sti står det projekt lige stille pt. Det koster trods alt 50.000 baht (ca 8.000 kr.).

Arbejderne er hurtige og gode, de vil gerne have det hele færdigt indenfor max en måned fordi den næste ris-sæson snart står for døren.

Inden udgangen af næste uge skal vi lige runde Burma for forlængelse af visa og det burde ikke give nogen problemer denne gang da vi ikke skal forbi et konsulat eller parasol-visakontor for nye stempler idet mit visa gir adgang til yderligere to måneder, bare jeg krydser grænsen og kommer tilbage inden 2. oktober. Samtidig kan vi så besøge Nut (Jew.s ældste datter på 16 år) som bor hos en tante næsten på vejen til Burma. Det tager ca 10 timer at komme til Burma med busser men prisen er jo til at overkomme.

Nu har jeg altså eet eller andet med slanger, jeg bryder mig bestemt ikke om dem og satser på at de lader mig i fred. Så jeg holder meget øje med hvor jeg går og hvor jeg træder og håber at mine 95 kg gungrer tilstrækkeligt til at de kryber væk når jeg kommer?? Fordi jeg er ekstra opmærksom er mit regnskab vedr dem nu oppe på 10 stk på 10 uger! Egentlig burde det være 11 men jeg så ikke rigtig nr 11 som sprang ned fra en busk i indkørslen og forsvandt inden jeg nåede helt derned!

Op til én af de mange Buddha-dage under ”Buddhist Lent”-perioden på tre måneder ønskede Jew at tilbringe en hel dag og nat i Jungletemplet bag landsbyen. Det er helt normalt her og flere gange er jeg blevet inviteret af mændene i landsbyen til at komme og overnatte sammen med dem, men den idé hitter altså ikke helt da man overnatter i et stort rum åbent på de tre sider ud til junglen og selvom man sover under hvert sit mosquito-net (tanken om hvad der kunne komme kravlende i løbet af natten synes ikke tiltalende og kun nogle få af mændene kan gebrokkent næsten uforståeligt engelsk!). Rummet er til hverdag dér hvor alle ceremonier foregår og hvor en del kvinder og mænd spiser morgenmad med munkene.

Aftenen inden hun skulle afsted gik ved ned til Tom.s farm fordi han har en lille dam med masser af Lotus-blomster. Alt for lillesøster så resolut smuttede han i et par gummistøvler og hoppede ned i dammen. At gummistøvlerne var alt for korte tager han ikke så tungt, vandet gik ham til midt på livet. Hurtigt skar han de flotteste 6 blomster af og kravlede op til sin lillesøster med et kæmpegrin med dem.

Hjemme igen brugte Jew megen tid på at folde bladene på en kunstfærdig måde og de ser fantastiske ud!

Så næste morgen kl 6 kørte jeg Jew iført sine ”nonne-klæder” (hvid dragt) til templet med kurve med mad, drikke, blomster samt gaver til munkene samt hendes mosquito-net og kaffekop! I det døgn som det varer må man ikke røre kvinderne og de må heller ikke røre ved nogen mand. Skal en kvinde f eks overrække noget til en munk stiller hun det på et specielt klæde (eller en del af munkens klæde som han lægger frem foran sig), hvorefter han trækker det til sig og tager gaven. Hvis en mand skal overrække munken noget skal han give ham det direkte i hånden.

Mens kvinderne/mændene er der må man hjertens gerne komme på besøg og de er åbenbart ikke bundet af at skulle opholde sig dér hele tiden, så mens jeg lige troede at Jew var i templet kom hun dumpende forbi på motorcykel (hævdede i hvert fald at det ikke var for at checke mig) bl a fordi hun lige skulle hente én af de andre kvinder, hente nogen småting de manglede osv, så hun dukkede op 5 gange i løbet af dagen, men hun blev der trods alt hele natten. I de 24 timer må man ikke spise, kun drikke så kaffe og chokoladedrikken Ovaltine går der store mængder af. Når man så kommer hjem ved seks-tiden om morgenen står den på masser af ”sticky-rice” og stegte kødstrimler.

Et par gange har spørgsmålet om jeg er på vej til at blive Buddhist været oppe at vende i enkelte af de tilbagesvar jeg har modtaget på mine hilsner m.v. Men det er langtfra tilfældet! Buddhismen fascinerer mig på mange måder og i min egen lille verden er den så langt at foretrække frem for andre trosretninger, bl a fordi den trods lighedspunkter ikke er en egentlig religion, men mere en livsstil og måde at anskue naturen, verden og hinanden på. Og selvfølgelig respekterer jeg og følger traditionen på det sted jeg er, det være sig i tempel eller andre steder. Skulle jeg have nogen indvendinger er det de ofte laaaaange ceremonier, hvor der messes på Sanskrit. Jeg kan hverken thai eller sanskrit så jeg fatter kun hvad Jew har forklaret og oversat for mig. Hun kan det meste i hovedet og hendes stemme kan klart og tydeligt høres når der er ceremoni og bøn i templet.

En dag kom Jew.s datter Imp hjem med et lille net (ca en stor håndfuld) fyldt med store levende farvestrålende biller – ca 4 cm lange. Dem havde børnene købt af en mand på vejen. De bruges egentlig til at riste og spise og skulle (iflg thai.erne) være en rigtig lækkerbisken. Gudskelov blev vi enige om at de skulle tilbage til naturen så vi satte kursen ned til jungletemplet for at finde en munk. Der er altså ufattelig stille dernede og munkene er ikke så lette at finde. Pt er der kun tre som passer et kæmpe område men de får ofte hjælp fra landsbyens mænd. Nåh men pludselig hørte vi moderne ung thaimusik bag nogle træer og ved/under en af de mange små hytter sad én af munkene sammen med 3 af landsbyens store drenge, alle tre ladyboys, som hørte mp3-musik, nettede/smukkeserede sig med deres lommespejle, havde de fineste små håndtasker og snakkede samtidig med munken. Iflg Jew var de tre drenge næsten altid i templet sammen med munkene.

Meningen var at vi sammen med munkene ville sætte billerne ud i naturen hvor de hørte til, så vi gik alle ud til et fritliggende ”munke-bo” lige udenfor skovkanten. Der gik megen tid med at snakke frem og tilbage og ved en lille ceremoni overrakte jeg det kriblende net til munken. Derefter ville munken byde på kaffe og sodavand og satte el-kedlen over, sikrede sig at den elektriske vifte på én af støttepillerne pegede mod mig, for det var en rigtig rigtig varm eftermiddag. De øvrige munke kom efterhånden ud til os, bød på cigaretter og var meget videbegærlige. Den ene af munkene er en sjov gammel knark med store briller, meget eftertænksom når man svarer ham men smiler altid. Nu har de jo godt nok også efterhånden mødt mig en del gange i forskellige anledninger og udtrykte deres glæde over at specielt jeg ofte kom forbi (dog altid sammen med Jew) og deltog i deres ceremonier, i stedet for andre ”farangs” som, hvis de endeligt bevæger sig til templet, blot står udenfor, ryger og drikker kaffe.

Efter kaffe, cola og smøger gik munkene, Jew og jeg ud til skovkanten med billerne og satte dem på træernes blade for at de kunne sunde sig og flyve ud i det fri når de havde kræfter til det. Enkelte ville afsted med det samme men dumpede ned på jorden. De blev så samlet op igen og sat på bladene. Kort efter fik de åbenbart flyveevnen igen og som store brumlebasser svirrede de afsted højere op i træerne. Man kan høre dem flyve rundt på lang afstand.

Nu kan man jo næsten ikke arbejde så hårdt som mig (??? hmmm – laver stort set ikke noget som helst – det har man jo folk til hér, men får dog lov til en sjælden gang at lave og endda bringe kaffe, poser med isterninger, cola osv til arbejderne), men uden skader kommer man åbenbart alligevel ikke igennem. Render rundt med resterne af et kæmpe skinnebens-sår efter at være skvattet da jeg skulle ind ad køkkenindgangen ved byggeriet og skrabede benet på betonkanten. Og så var der lige et af de mange bid fra de røde myrer som jeg kom til at kradse i fordi det kløede voldsomt! Det gør jeg ikke igen for der kom betændelse i det (efter andre insekter interesserede sig voldsomt for såret) så vi til sidst måtte til landsbydoktoren som har stor flot klinik udenfor byen! Men hans kur virkede åbenbart!

Nu har jeg altid elsket at være motoriseret på den ene eller den anden måde, men efterhånden blev det for meget at bruge motorcyklen for at køre de kun 500 meter ud til byggeriet fra Oi.s hus, så gennem længere tid har jeg brugt apostlenes heste og det har ikke været et dumt træk. Det er selvfølgelig sundt, men alle naboerne synes det er sejt (??) for det gør en ”farang” ikke! Jeg har min faste gang ind gennem vores bagbo.s have, det lokale tempel, for det er den korteste vej. Så kan man jo lige hilse på dem som skulle være der! Det vækker altid stor lykke i børnehaven som ligger inde på tempel-grunden og alle ungerne skal lige vinke og råbe ”farang” og ”hello” mens pædagogen hilser på traditionel thai-vis ved at bukke og ”waie” til mig så jeg ”waier” da pænt tilbage, hyggeligt! I deres verden færdes en ”farang” normalt altid i en stor skinnende air-conditioneret 4-hjuls-trækker med meget mørke ruder, uanset hvor han skal hen og ses ellers kun inde på hans egen grund eller i supermarkedet med familien! Men jeg har hverken lyst eller mønt til at spille stor på den og har ikke behov for aircondition hele tiden, så en fodtur gør ikke mig noget andet end godt! En rimelig 4-hjuls-trækker koster trods alt ikke under 200.000 Dkr så det bliver ikke foreløbigt at der kommer til at stå sådan én i vores navn her! For ganske få kroner og ved at ofre lidt tid på det kommer vi da fint frem og tilbage til supermarkedet og jeg nyder turen, selvom der indmellem er lidt rigeligt at slæbe på.

Nogen tid har jeg undret mig over lyden af en maskine som altid kører fra tidlig morgen og indtil middag. Har ikke kunnet finde ud af, hvor lyden kom fra så en dag viste Jew mig ind mellem to ejendomme og bagved lå en lille faldefærdig bygning/ ”fabrik” med en mølle til videreforarbejdning af ris, som manden derinde hentede hos beboerne i store sække, lod det gå gennem møllen og leverede det så tilbage samme dag. I en lukket hytte på den anden side af gaden viste Jew mig så, at det var vores og Oi.s ris som blev opbevaret dér og når man var véd at løb tør for ris i huset ringede man efter manden fra den lille fabrik og han dukkede så op i løbet af dagen med sin for længst udtjente ”Tuk Tuk”, skovlede en sækfuld fra hytten op og senere på dagen leverede han så sækken med de forarbejde ris tilbage. Han viste mig den gamle larmende mølle og forklarede hvordan risene kørte gennem tre forskellige sier for tilsidst at blive ”spyttet” ud i en spand han derefter hældte over i en sæk. Simpelt, rimeligt hurtigt og effektivt! Men jeg forstår godt han bærer maske for mund og næse for der er frygtelig støvet derinde.

For dem som skulle være nysgerrige for at se rismøllen vil jeg lægge link ud til YouTube for en lille video. Videoen er ikke lang, for jeg så at det vrimlede med røde myrer og dem hader jeg altså for de bider ad h…… til! De elsker åbenbart skallerne fra risene (og mig!).

Og så dukkede der sådan set lige en Buddha-dag op igen igen og denne åbenbart helt specielle Buddha-dag er det forbudt at arbejde her og i nabo-landsbyen. Hvis man arbejder med andet end husligt arbejde skal man betale en bøde på 500 baht. Men i andre af nabo-landsbyerne må man godt arbejde i dag – underligt?? Under alle omstændigheder ville Jew.s far tilbringe dagen og natten i sit lokale tempel (i sin landsby 8 km fra Chuampa) og dér må man heller ikke arbejde i dag! Han ville derfor gerne have at Jew og jeg passede på huset i dagtimerne og om aftenen ville én af vores lady-boys med venner så komme og overnatte. Så mens dette skrives sidder jeg i faderens hytte bygget ud over hans fiskedam og nyder den fantastiske og nærmest larmende stilhed hos ham. Jew kokkererer som sædvanligt og sørger derudover for kaffen! Faderen kørte jeg til templet efter han var kommet tilbage i løbet af eftermiddagen for et bad.

Det er kun lyden af nogle enkelte frøer og et par sangfugle som høres. Siden vi landede i Udon Thani for snart 3 mdr siden har jeg ikke set eller hørt en eneste flyvemaskine, udover at der måske 4 gange i det fjerne har kunnet ses/høres en af hærens helikoptere som passerede langs bjergene langt væk.

Hvis man skal have ros for noget så er det at elektriciteten overhovedet virker – i længere perioder ad gangen! Man skal ikke skubbe til el-stik for så forsvinder strømmen i den anden ende. Bruger man vestlige stik er den helt gal for de sidder ufattelig løst i kontakterne. Bl a bruger man normalt indendørs el-ledning til alle udendørs installationer trods den megen regn. Strømmen har netop været afbrudt til pc.en tre gange og er svær at få liv i igen. Det sker ofte at strømmen fra el-selskabet går om aftenen, men som regel kommer den igen efter nogle minutter. Og så er det jo godt at man har de små gule stearin-lys der bruges ved bøn i familiens Buddha-rum (stearinlysene er dog også ret elendige men de brænder dog og giver lidt lys!). Men flere gange har strømmen været gået hele natten men oftest kun i en del af landsbyen. Desværre mest på vores side af gaden – dem overfor har normalt fået strøm efter nogle minutter. Surt hvis man lige er gået i bad for så kan man ikke se om der skulle kravle diverse slags kryb op af afløbet. Det gør der nu sjældent, men man kigger sig lige omkring når man går på badeværelset. Problemet burde være løst i vores eget hus når det bliver færdigt grundet opsætning af mosquito-net over det hele. I Oi.s hus er der åbent oppe under loftet ud til det fri alle steder, også i soveværelserne.

Lige nu er det blevet mørkt og kl. er 19.00, frøerne i dammen er ved at vågne op og naturens musik har ændret sig en del og er blevet mere larmende men det er da hyggeligt 😉 Måske bliver vi her i nat – vores ”ladyboy” sover så ude i hytten over fiskedammen bare under et tæppe! Det er for mørkt for os til at køre hjem nu ad de lumske hullede veje.

Omkring 20.30 dukkede ialt fire knægte så op og overtog den lille hytte ved fiskedammen sammen med ”min” hængekøje med deres pc.er, tæpper, cola og chips så vi smuttede ind i huset for at glo lidt på TV. Det er nu ikke så ophidsende, da man heller ikke herude kan finde nogen engelsksprogede programmer! Og programmerne er mest thai-sæbeoperaer, tydeligt kopier af amerikanske serier, og de kører om og om igen, og i serierne græder kvinderne næsten hele tiden som piskede. Tror de bliver betalt pr tårer. Ellers er de kanaler som bruger megen tid på at vise nyt fra Kongehuset et stort hit.

Inden kl var 6 i morges dukkede faderen op igen for en ordentlig gang morgenmad. Og så var der lige det, at man i templet havde set at han blev bragt til templet af en ”farang” så de ville da godt liiiiige have at jeg hjalp til med noget installation af vand i templet den 29 august – altså hjælp i form af en donation/penge til installationen – men på det tidspunkt regner vi med at være i Burma så det kunne vi ikke rigtig hjælpe til med! Har egentlig ikke noget mod at donore en smule ind imellem, men har pt andre ting at bruge mønt på! I øvrigt er det ikke et tempel vi frekventerer alligevel så det bliver en anden gang måske. Det ser da fint ud at man får sit navn malet på en tavle eller væg eet eller andet sted i et templet med angivelse af det beløb man har doneret, bl a har jeg fået vist Jew.s navn, mrs Nonglak Chantasook 500 baht, malet på gavlen til den store tempelbygning hos bagboen, hvor hun for nogen tid siden donerede til bygningen af et halvtag over trappen til bygningen. Andre er noteret for donation af fra 20 baht til 1.000 baht osv.

Efter morgenmaden og bad gik han i gang med at rette en spandfuld gamle rustne søm ud, man véd jo aldrig hvornår man får brug for dem? Han er skam en sparsommelig mand. Men kender da ihvertfald én hjemme i Søborg som kan finde på det samme ,-)

I går lørdag så jeg ved middagstid redningsbilen (lettere ombygget pickup med en hardtop, blåt og rødt udrykningslys etc) komme til landsbyen med nogle voksne og børn på ladet. Senere hørte vi at det var ”vores” smilende ven som med sin lille motorcykel med sidevogn og parasol kørte rundt og solgte sodavand i plasticbægre med isterninger samt kager og varme vafler. Han var kørt galt på sin private motorcykel fordi nogle arbejdere på en lille grusvej var ved at fælde træer og ikke nåede at advare ham da et træ var på vej ned så han blev slået af motorcyklen og hans 2 små børn røg uskadte i grøften mens han måtte forbi hospitalet i Sawang Daen Din. Han var nu kommet hjem med store skader på den ene arm og problemer med ryggen. Der var vist nok ikke noget brækket men skulle have varme på ryggen så man havde hjemme stillet én af de uundværlige træ-senge som står udenfor alle huse op på et par mursten og sat 2 små BBQ-griller med glødende kul ind under! Så da vi besøgte på vej hjem ham lå han på nogle tæpper udenfor og fik ”stegt” ryggen. At de bambusstokke som lejet var lavet af ikke brændte igennem er et under! Hvis det hjalp hans ryg med den temperatur er det jo fint nok. Jeg skal ikke nyde noget af den kur!

Men nu er arbejderne færdige med pudsning og maling første gang udvendig og indvendig, køkkenbord er ved at blive bygget med cement og man svejser loft på livet løs så der er stadig fuld gang i det hele, dejligt og ser fantastisk ud! Den hvide farve på huset nærmest skinner i øjnene i solskinnet når man kører forbi!

Håber at det står vel til alle steder derhjemme og slutter for denne gang.

De bedste og kærligste hilsner fra

Jew og Jens

P.S.: Men det smertede at få underretning om at min altid glade, rare og elskelige fætter Steen, legekammerat og bedste ven gennem mange mange år, pludselig var afgået ved døden under ophold i Sverige, æret være hans minde!

Published by: chanthasook sommer

I am a 71 yrs young danish guy from Copenhagen, typographer, retired Policeofficer, Director Graphic Design, Taxidriver, since 2008 married in Thailand, since 2014 retired in Thailand, blogging about my expat life in Isaan, North East Thailand and about my hobbies, some politics, some religion etc

Categories thailandLeave a comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.