Tilbage til landsbyen II / Juli 2009

Chuampa, Bongnau District, Sawang Daen Din,
Sakhon Nakhon, Thailand, juli 2009/2552

Nyt fra Thailand, juli 2009

Egentlig sker der ikke så meget nyt at det er overvældende men lidt sker der da her. Vi bor stadig hos Oi i vores tidligere ”brudesuite” og det er fint nok, hun og hendes datteren lader os i fred så meget som muligt og Jew sørger for mad til os alle etc. Jew.s datter Imp bor stadig hos familie 500 meter herfra og er her en del af tiden.

Mest bruger vi tiden til planlægning og havearbejde, føj det er hårdt når solen bager så vi er som regel i haven sent om eftermiddagen. Desværre må vi erkende at ”nogen” er lidt vilde med vores byggematerialer så vi har måttet fjerne en del men især betonblokke og lidt stål forsvinder ind i mellem. Har gjort mig til en vane at fotografere blokkene hver dag så vi kan se hvor meget som forsvinder.

Farmerne mangler stadig en masse vand til markerne så det trækker ud med at få dem tilbage til byggeriet men vi nyder så tiden her i stedet, render på familiebesøg o. lign. Når man er færdig med ét stykke rismark ”flytter” man vandet over til den næste mark ved hjælp af den uundværlige Idak som klarer næsten alle opgaver og også er et transportmiddel. Den pløjer, renser og ælter rundt, stille men larmende. Motoren kan snildt pilles af og bruges til generator eller som drivkraft i en Tuk Tuk lastbil. Når man skal hjem fra marken om aftenen spænder man en ladvogn bagefter, skifter hurtigt hjul og så triller man hjem. Idak’en har kun 1 stor forlygte og intet andet lys, så når de kører lidt sent hjem dukker de bare pludselig op ud af mørket og spærrer vejen – lidt uhyggeligt når man kommer kørende bagfra og der så lige er en Idak på vej på tværs eller kører foran. Gadelys er rimelig ukendt begreb her. I Chuampa er der f eks 2 gadelygter men kun en gang imellem lys i den ene. Og det er altså bælgmørkt kl 19.15.

Jew.s søster Nong og hendes mand Job fra internetcafeen i Sawang Daen Din kom forbi en dag og vi tog dem ud til huset, hvor Job gik rundt indenfor og fik øje på en pænt stor grøn slange oppe under taget. Havde undret os et par dage over at de vanlige fugle som havde rede oppe over isoleringen ikke var der mere!

Slangen lå rullet sammen oppe over muren til Imp.s værelse ved stål-tagkonstruktionen, men Job pirkede til den med en stang så den strøg væk helt op under taget og så var den jo væk – eller var den?? I hvert fald så vi ikke mere til den før et par dage efter hvor vi fandt resterne af dens ham som jeg lige syntes vi skulle måle – 1 meter lang! Siden har vi ikke set noget til den – men fuglene er stadig væk?? Dog fiser der et par firben rundt og det ville de vel ikke gøre hvis slangen stadig var der??

Man påstår at der er tale om en grøn ”Elephant Snake” men en sådan findes ikke iflg Google så det er nok en anden slags? 2 dage efter fundet af slangens ham var vi på vej til bussen i Ban Kho Tai da vi passerede tæt på Chuampa en kvinde som gik tværs over vejen med en lang stok hun holdt ud for sig. For enden hang en grøn slange på ca 1 meter rullet sammen, så måske var det ”vores” slange som var kommet på besøg hos hende og nu skulle den bare sættes ud i marken overfor, who knows? Da man ikke sådan bare slår et dyr ihjel her, selvom det er farligt, sørger thai.erne bare for at sætte dyret ud i friheden igen. Samme gælder hvis der skulle dukke en skorpion op inde i huset! Ud i friheden med den.

Bortset fra én bus (grisebil) som afgår fra Chuampa kl 7 om morgen til Sawang Daen Din er der INGEN offentlig forbindelse nogen steder hen herfra. Skal man til en større by er det afsted på motorcykel til Ban Kho Tai 12 km væk. Selvom vejen er asfalteret er den ikke ufarlig for der er såmænd adskillige store og små farlige huller. Når der sker en ulykke (som regel med motorcykler) kommer der et par dage efter en lille rednings-pickup og hælder lidt små runde sten i hullet samt nogle få andre huller i området og så er alt jo godt?? Det er jo osse begrænset hvor mange sten som kan være på en pick-up! Efter nogle dage er den gal igen for regnen og trafikken har fjernet de fleste af stenene og så er man jo ligevidt! Ban Kho Tai lidt større end Chuampa og her stiller man sin motorcykel hos et nabohus til busstoppestedet som til samme formål har overdækket et lille område.

Når man kommer tilbage betaler man hende som bor dér 5 baht (under 1 krone) pr dag hun skal passe på den, men i betragtning af hvor mange som stiller motorcykel dér bliver det nok alligevel til en god lille slat penge som sikkert ikke registreres nogen steder. Og så er det bare om at vente på at der evt skulle dukke en bus op, ellers kan man tage grise-bilen hvis man kun skal til Sawang Daen Din, hvor indkøbscentret Tesco Lotus ligger, kun ca 25 km væk. Vi foretrækker grisebilen frem for bussen for den har naturlig air-condition, er åben hele vejen rundt! Busserne har kun stinkende air-condition og nogle vifter i loftet. Til gengæld er der jo så TV i busserne med thai-shows en gang i mellem, i stil med ”Americas Funniest Videos” og den slags.

Nå men tiden begyndte at komme tæt på udløb af mit 30 dages visum så vi tog afsted en torsdag morgen med bus til grænsen ved Laos og fik udfyldt papirer på eet af de visakontorer som lige ved Mekong-floden og Friendship Bridge som forbinder Nong Kai med Vientianne, hovedstaden i Laos. Særlig venlig virker broen nu altså ikke, men det tog så lang tid at Konsulatet i Vientianne var lukket da vi nåede frem. Vi måtte så vente til tidlig fredag morgen og forventede at skulle stå i kø udenfor men der var stort set ingen dér! Årsagen var at Konsulatet var lukket mandag og sagsbehandling tager 2 dage – det stod der bare ikke noget om nogen steder. Og da man åbenbart havde samlet et antal buddhistiske helligdage ville Konsulatet først åbne igen torsdag ugen efter. Så der var vi pludselig strandet i næsten en uge i Vientianne for jeg havde jo stemplet ud af Thailand. Vientianne har da en del seværdigheder at byde på men bestemt ikke nok til 6 dage.

Løsningen var at gå over på den anden side af gaden, hvor der var flere ”parasol-kontorer” bestående af et havebord, en parasol og et par plastichavestole samt en mand med en mappe liggende på bordet. Ham vi blev ”shanghaiet” over til fortalte os ”side op og side ned” om hvad han kunne gøre for os – ville såmænd skaffe et hvilket som helst visum til Thailand indenfor nogle timer! Altså mod noget mønt, så vi pressede prisen på et 2 x 2 måneders turistvisum ned på 4.500 baht, afleverede pas og fotos og han ville så komme til vores hotel enten kl 13 eller i hvert fald inden kl 16 mente han, så vi kunne nå tilbage over grænsen i tide.

Selvfølgelig blinkede alle advarselslamper rødt i baghovedet – at aflevere sit pas til en ”fremmed mand” virker temmelig tosset, men jeg vidste at andre havde benyttet den metode med held så vi tog chancen. Og det Thailandske Konsulat kan jo ikke være uvidende om den trafik som foregår da det sker lige overfor deres hovedindgang!

Hvis de ikke accepterede trafikken med pas ville de nok bede politiet i Vientianne om at stoppe det – og det har jo foregået i årevis. Og de får såmænd nok en skilling på konsulatet for at fremme sagen.

Kl 12 checkede vi ud fra hotellet og kunne så bare vente. Kl 12.30 kom vores mand på sin lille motorcykel trillende op på fortovet med et stort grin og afleverede pas med indklæbet visum med 2 indrejser til Thailand for mig, hver gyldige i 2 måneder. Måtte bare ikke tage turen næste gang via Laos så vi må finde et andet grænseland, Burma eller Cambodia, når visum skal forlænges. Jew har familie i begge retninger så der er mulighed for pit-stops på vejen.

I hvert fald skyndte vi os at praje en Tuk Tuk for at komme først til busstationen og derefter i overfyldt rumlebus (absolut INGEN fornøjelse – Laosbusser er de værste jeg nogensinde har kørt i!) til grænsestationen igen og kom smertefrit over broen og gennem paskontrollen igen. At det så tog 3 dage før vi var retur i Chuampa skyldtes at vi tog et par dage sammen med familien i Sawang Daen Din og overnattede på små resorts i området. Der skulle jo også lige være plads til endnu en af de traditionelle karoeke aftener hos faderen.

Tirsdag den 7. juli oprandt Buddhist Lent Day, en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man i optog går til det lokale tempel med musik og en nyvasket pickup forrest. På ladet af vognen sidder et par unge piger udklædt i traditionelle dragter ved et kæmpelys som skal bringes til templet og gives til munkene. Bag efter vognen kommer så en vogn (f. eks. en udsmykket Tuk Tuk lastbil) med orkester og masser af børn siddende rundt om og over det hele. Sangeren går bagved og er med til at opildne både dem i optoget og folk i husene til at komme med i optoget. Det er traditionel thai-musik der synges og vær glad for at der ikke er lyd på her! Efter 5 minutter lyder det hele ens – der er ikke sparet på volumen! Og det virkede heller ikke som om man sparede på deres ”Forty”, skrækkelig spiritus som ligner snaps.

Alle medbringer gaver, lige fra små gule lys man bruger når man beder, til nye neon-lysarmaturer og -rør, mad og plactic-spande samt specielle store ”Buddhist Lent Candles” – og indsamlede penge på ”penge-træer”. Optoget tager en evighed for hvert hus skal besøges og der skal kradses penge ind som sættes på ”træerne” og bæres med rundt hele vejen.

Optoget slutter med at vognen med orkesteret kører rundt om den store tempelbygning 3 gange for fuld musik, hvorefter det store lys bæres ind og gives til munkene samt alle afleverer én efter én hver deres gaver personligt til dem.

Vores dag startede rent faktisk med besøg i tre templer, deltagelse i optoget om eftermiddagen og sluttede i det lille lokale jungletempel, hvor der også lige skulle afleveres de sidste gaver. Men 5 x tempel med tilhørende ceromonier på 1 dag er hårdt for knæ og ben, men har fundet en metode til at overleve det! Der findes altid en søjle eller en væg man kan støtte sig op ad og man er ikke så alvorligt formelle i templerne. Alle er opmærksomme og hjælpsomme! Alle, inkl. munkene, smiler sødt og overbærende overfor den lokale ”farang” og landsbyens overhoved, Mr Puntip, holdt hele tiden øje med at jeg var okay. Midt under ceromonien efter optoget kom han med et glas varm Ovaltine, bare en slags cafe latte, som han påstod med tegn og fagter at det var godt for mine benmuskler, når man skulle sidde på knæ så længe – men det smagte i hvert fald udmærket.

Jew havde nævnt at det kunne være godt med nogle flere bananpalmer (eksportbananer som vi kender dem i Danmark) og pludselig kom Oi hjem på motorcykel med to små palmetræer og gav mig. Så i 40 graders varme midt på dagen drog vi ud til huset og i stegende sol begyndte jeg at hugge hul i jorden men kors hvor var jorden hård. 10 cm nede var det som beton at hugge i da der har kørt store maskiner hen over jorden – netop for at gøre jorden stærk! Og hullerne skulle være mindst 30 cm dybe.

Da det var min idé at have en bananpalme udfor hvert værelsesvindue for skygge til værelserne for morgensolen, manglede jeg een palme mere og pludselig var Oi væk, for et kvarter senere at komme tilbage med et stort grin, plus den palme jeg manglede! Betød så bare at der var eet hul mere at hugge, men det lykkedes da efter lang tid, mange pauser og meget vand. I bonus fik jeg så seks vabler og et enkelt stort åbent sår på hænderne! Men palmerne er i hvert fald på plads og står fint!

Så næste program er at finde et par Papaya-træer til at stå mellem mine bananpalmer! Papaya-salat ”home-made” er fantastisk (bare der ikke er for meget chili i!). Træerne finder vi nok nede hos Jew.s bror Tom.s farm, han har masser i alle størrelser og vil hellere end gerne af med nogle!

Tom er faktisk den eneste som direkte arbejder i rismarkerne og han holder sig meget for sig selv. Han har nu lært/vist mig, hvordan man arbejder med risene og det overraskede mig en del at man planter de samme risplanter ud to gange før de er klar til salg! Vores marker består mest af Jasmin ris. Ved første høst er der kun 1 (eet!) lille ris pr plante! Efter høsten bliver de plantet ud igen med større mellemrum mellem planterne og efter nogle måneder høster man endeligt og nu er der op til 30 ris pr plante og så giver det jo lidt mere mening! Men et kæmpe arbejde for få penge!

I går regnede det mod sædvane ret voldsomt næsten hele dagen så mine planer om at køre til Chai Wan for at besøge internetcafeen måtte droppes. Vejen dertil er umulig at køre på selv efter regnvejr – er simpelthen eet stort søle med masser af nye huller og masser af vand i hullerne.

Men hvor bliver det dejligt at flytte ud i huset, ikke mindst fordi der er fredeligt, ikke så trafikeret som hos Oi og ingen naboer klods op ad huset. Snart får vi lukket indkørslen af så vi slipper for at have alle mulige rendende ind på grunden. Voldsomt irriterende når nogen ødelægger planter, klipper i bladene til palmerne samt stjæler af vores materialer! Vi har en god idé om, hvem der gør det men har ikke fanget dem endnu. Nogle af genboerne prøver at holde øje med grunden og så kan vi jo ikke gøre mere nu.

Planerne for indretning, farver på vægge og mur osv er véd at være fastlagt, så det er næsten kun at vente. Det skal nok blive alletiders og jeg har da fået lavet en tegning over huset for sådan én eksisterer ikke! Hvad skal man osse med den når man kan aftale hvordan det skal laves hen ad vejen. Den eneste som har haft en god idé om hvordan det skulle blive var Jew, planen har kun ligget inde i hendes hoved – det er kun nødvendigt med et diagram over el-installationer til el-selskabet, andre myndigheder behøver ikke tegninger! Hmmm!! Den går vist ikke i lille Danmark men fungerer fint her.

Vores elektriker, Boy, er noget af en hippie-type med hestehale, meget sjov og rar og han sørger for tegningerne over el-arbejdet. Han er lidt af en kunstner ved siden af – samt visse dage kører rundt på motorcykel og sælger frugt og andet godt, har altid gang i en masse. F eks laver han også tatoveringer og har flot udsmykket gavlene på den store tempelbygning i Chuampa.

Men endelig kom den bedste nyhed og den kom fra Danmark! Et kæmpestort tillykke til Sigurd, Susanne og Brian med det seneste skud på stammen, Susanne fødte en dejlig søn igen, som jeg glæder mig til at hilse på så snart som muligt! Vi fejrede det hernede med en lille dejlig fest.

De bedste og kærligste hilsner fra varmen

Jew og Jens

P.S. Familien hernede har stor fornøjelse af den Google-oversættelse til thai jeg laver af mine små breve og jeg håber, at andre kan have en lille interesse i hvad der foregår hernede i junglen langt fra de turistområder man normalt besøger i Thailand.

Published by: chanthasook sommer

I am a 71 yrs young danish guy from Copenhagen, typographer, retired Policeofficer, Director Graphic Design, Taxidriver, since 2008 married in Thailand, since 2014 retired in Thailand, blogging about my expat life in Isaan, North East Thailand and about my hobbies, some politics, some religion etc

Categories thailandLeave a comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.