Songkran 2011 – thai nytår (rev 2017)

Nu hvor det hektiske thailandske nytår – Songkran – og den første uge er overstået, er det på tide at opdatere lidt her fra junglen, hvor vi er gået ind i år 2554.

Optakten til turen var lidt mere hektisk end planlagt, men alt lykkedes fint – og jeg kom denne gang afsted med et internationalt kørekort. Det er ikke det dummeste at have især i denne tid, hvor alle tér sig underligt og drikker for meget, hvorfor der er ekstraordinært meget politi ude. De opsætter checkpoints mange steder og det er vel fint nok, al den stund at en optælling forleden viste 166 døde i trafikken, 1.300 tilskadekomne i 1.700 ulykker på de her få dage! Songkran er den farligste periode på året trafikmæssigt.

I security måtte jeg pakke alt elektronik op, har måske mere med end de fleste(?), syns jeg var smart og putte opladere, USB-sticks, memory cards etc etc i en plasticpose i håndbagagen (har dårlige erfaringer med at lægge memory cards i kufferten), men selvfølgelig var alt i orden.

Selvom det er en lang flyvetur på 11 timer syns jeg ikke det er noget problem. Bevæbnet med krimier, krydsord samt hovedtelefonerne til radioen i armlænet, kan jeg klare mig i mange timer. Der er som altid lækker servering, dejlig mad, næsten kaffe ad libitum – så hvad mere kan jeg forlange.

Mange syns at Thai Airways Boing 747 er for gamle, men det har jeg ingen problemer med. Faktisk er jeg glad for at der ikke er skærm i ryglænet foran – bare jeg har min musik og kan slumre når det passer mig er det fint.

IMAG0148-tb

Vi landede planmæssigt kl. ”kvalme” mandag morgen i Suwarnabuhmi Airport og kom hurtigt gennem paskontrol og bagageudlevering. Inden jeg havde nået Meeting Point kom Jew spurtende med et stort smil og bød mig velkommen hjem med en kæmpe krammer, mens hun grinende kommenterede mit for tiden lidt større ”omfang” med: ”farang phum bui kha – ha ha!”

Som vanligt gik vi udenfor til en lille restaurant, som normalt kun bruges af thai.er for at spise morgenmad, drikke kaffe og nyde solopgangen i varmedisen og gensynet.

Denne gang var det let at konstatere at der var kommet styr på taxi.erne så man undgik alle de ”sorte” taxirøvere. Kun taxi.er med ”lufthavnslicens”.får lov til at køre ind i rækken.

Fra lufthavnen tog vi ind til det område af Bangkok, hvor vi plejer at finde hotel og denne gang blev det Embassy Hotel. Det var sådan set et okay hotel men det var jo ligemeget, vi skulle kun bruge det til hvile og sove inden vi skulle videre næste morgen.

Det var en dejlig varm dag, hvor vi brugte en del tid til shopping i Big C (a la en stor Bilka) og egentlig bare slappede af og fik snakket en masse. 8 måneder væk fra hinanden med kun 3-4 mobilsamtaler om dagen er uanset hvad alt for lang tid – nu var der igen tid til nærvær og at snakke igennem.

Næste morgen tog vi taxi til Mochit II busterminalen som er skræmmende stor og med et enormt mylder af thai.er, lange køer foran busselskabernes skranker som er er over 100 af, i 2 etager. Fra Mochit II afgår busserne normalt mod nord og nordøst – og på grund af Songkran skulle alle hjem til deres landsbyer for at fejre nytåret. Det lykkedes at få billet til en ekstrabus som var hyret til Chan Tours, efter vores opfattelse det bedste (og vist nok sikreste) selskab. Denne gang fik vi ikke vores favoritpladser forrest ovenpå – i stedet blev det til hjørnesofaen i karaokeafdelingen, men det var okay for der var et stort højt sofabord (og vi slap på hele turen for karaoke dvd.erne med tilhørende ”fællessang” – jeg bukker i taknemmelighed!). Nu véd jeg jo godt at jeg ligesågodt kan acceptere at jeg ikke slipper når vi kommer hjem, men men – en rolig opstart er at foretrække!

IMAG0196-tb

Den 10 timer lange tur forløb fint nok. Chaufføren måtte dog erkende, at han måtte holde et par ekstra pauser for de smøghungrende, for lige pludselig stoppede bussen og stewardessen kom ind for at checke toilettet, hvor én eller anden havde formastet sig til at tage en smøg i smug. Han havde dog nået at smutte op på sin plads igen, så vi fik alle formaning og kort efter holdt bussen ind ved en rasteplads 10 minutter inden vi kørte videre.

På turen var der en hel del politicheckpoints – det er egentlig normalt, men denne gang var det spiritusbilister de var ude efter. De gange vi ellers før er blevet stoppet har været for check af legitimation og pas. Songkran er den absolut farligste tid på året fordi så mange drikker sig fra sans og samling og tér sig åndssvagt! Inden Sonkran var overstået var der registreret 166 dødsfald, 1.100 tilskadekomne i ialt 1.700 trafikulykker.

Sent på aftenen ankom vi til Udon Thani busterminal. Når man ankommer – og især når taxichaufførerne ser en ”farang” – bliver man nærmest overfaldet inden man er trådt ud af bussen. Vores ”politik” er at afvise dem kategorisk og sætte os hen i terminalen for en kop kaffe og en smøg. Når der så er fred og ro spotter vi en taxichauffør som vi så lige forhandler med, inden vi sætter os op i hans samlor (3-hjulet motorcykeltaxi) med vores pakkenelliker, hvorefter han kører os til et hotel, denne gang Karin Hotel, som er nyt, stort og flot – men dybt kedeligt, men pyt.

Næste morgen, som var første dag i Songkran, var vi en tur rundt i området og så at udenfor alle ejendomme var de ved at stille store tønder op ved kantstenen og begyndt at fylde dem med vand, mens børnene ”tankede” deres vandkanoner op. Nogle af børnene kunne ikke dy sig og begyndte at skyde vand ud over vejen efter forbipasserende, men de blev formanet af forældrene fordi det ville give ballade med politiet, hvis de begyndte før middag.

Vi blev enige om at vi nok hellere måtte se at vende næsen hjem mod junglen inden det blev for voldsomt, så afsted det gik til busterminalen og videre med rutebilen til busstoppestedet Ban Koh Tai lidt over en times kørsel fra Udon Thani.

IMAG0628-tb

Her var der så omstigning til en ny samlor og da det var over middag havde vi sørget for at pakke alt af værdi (pas, penge, mobiltelefoner osv) ind i plasticposer og væk, regnfrakke over kufferter og tasker så vi kunne slippe for at få alle vores ting våde når vi kørte gennem landsbyerne mod Champa. På vej ind i den første landsby kunne vi se, hvordan alle stod langs vejen ved tønderne og med deres spande kaste vand ud over alt som passerede. Mens vi var på vej ind i landsbyen forsøgte jeg at gøre mig så lille som muligt for at de ikke på lang afstand kunne spotte at en farang var på vej for det går som en løbeild ned ad vejen – men ligemeget hjalp det, jeg blev ramt på venstre overarm og skulder af en fuld ladning vand fra en stor spand – det gjorde dæleme ondt – og vandet var blandet med et gult pulver så samlor, chauffør, Jew og jeg så herrens ud. Chaufføren skældte godt nok ud – resten af vejen ned mod Champa blev vi oversprøjtet et utal af gange og man kan ligesågodt bare lade det ske, det er ikke muligt at slippe. Meningen med at overhælde alle med vand er i en god mening at rense eens ”sjæl” op til nytåret.

Endelig nåede vi hjem, godt våde men med alting i god behold. Jeg blev budt velkommen med et stort knus af døtrene Nut og Imp. Nu vidste jeg jo at vi havde vores 2 hunde Pepsi og Irish – blev noget overrasket da jeg konstaterede at vi nu faktisk havde 4! Den ene (som tilfældigvis også hedder Pepsi) tilhører reelt Mr. Pung, men er hos os altid, den anden (Alisa) er én af tempelhundene som Jew har taget til sig, hun har altså eet eller andet med ”poor dogs” som hun tager til sig og sørger for. Til gengæld passer de jo godt på os selvom de om aftenen er møg irriterende men det er jo fint nok. Der er altid overraskelser i vente til mig – havde da ikke drømt i min vildeste fantasi om at Jew havde adopteret en ko også – vel, egentlig er det altså bare en kalv, men jeg blev lidt overrasket over at der stille og roligt gik en kalv forbi mig en aften jeg lå i mørket i min nye hængekøje! Den forlod grunden selv så jeg tænkte ikke mere over det før den var tilbage lidt senere og jeg ville jage den ud, men Jew sagde: ”no no no! no problem!” …. Hmm? Nogen måtte da savne den og alle køer og kalve burde være i folden bagved køkkenet på det tidspunkt? Jew fortalte så at det var hendes/vores kalv, som hun havde adopteret fra broderen Barn fordi den havde problemer med hørelsen(??). Hun fortalte så, at den ofte forlod folden og kom ind til hende. Sågar var den kommet ind i stuen til hende en aften, hvor døren fra køkkenet havde stået åben, så jeg skal ikke blive overrasket, hvis den en dag pludselig står herinde!

Nå, men alle har det jo så fint og det var en fantastisk følelse at være hjemme igen! Ikke længe efter at vi var kommet hjem hørte jeg en procession komme langs muren til vores nabo, landsbytemplet, og forrest gik kvinder med pengetræer. Ville lave en af mine små video.er så jeg forsøgte at gemme mig lidt bag én af søjlerne ved indgangen, men pludselig kunne jeg høre at de alle sammen råbte, processionen stoppede og de vendte sig alle sammen mod mig, dansede og sang – det er altså en fantastisk oplevelse, prøv det og du vil føle ”ståpelsen”/gåsehuden over det hele! Et par kvinder med sølvskåle kom dansende op mod huset, mens musikken fra band-vognen kørte for fuld skrue med ”morlam” musik ( morlam = Isaan musik). Nogle syns det er skrækkeligt at høre på, men man kan næsten vænne sig til det.

IMAG0256-tb

Noget andet jeg har vænnet mig til er, at når de kommer med skålene eller pengetræer er det bare om at donere lidt baht – og sån er det! Alle vinkede og ville have mig med i processionen så jeg pakkede telefonen grundigt ind i en plasticpose og tog så turen med mens flere omkring mig sikrede at jeg dansede med – godt jeg ikke har nogen video af dét (det vil jeg ikke udsætte nogen andre for).

I dag handlede processionen om donering til jungletemplet og langsomt gik det så afsted rundt i landsbyen. Det første der sket var af én af kvinderne som dansede lige bag ved band-vognen kom dansende ned til mig med en sølvskål med vand og hældte hele indholdet af iskoldt vand ned ad nakken på mig efter at hun havde trukket halsudskæringen ud, ueeeeeee det var koldt!

Ved mange huse stod børn og voksne klar med vandspandene og pøste vand ud over alle – og det var ikke bare små skvæt! Nogle steder stod de klar med krukker med hvidt pulver som de smurte kinder, hals og pande ind i. Sådan stod det på hele vejen ned til jungletemplet, hvor der blev en mindre ceremoni – efterfølgende overrakte én af munkene overrække mig en speciel amulet. I øvrigt indbragte indsamlingen 23.000 baht til jungletemplet.

Bagefter gik alle op mod landsbyens tempelgrund, hvor der var opstillet telte, boder og selvfølgelig et dansegulv og scene. Enhver kunne mod at donere 20 baht få lov til at komme op på scenen og synge karaoke til morlam – og ikke uventet var Jew og hendes bror Tom ikke bagerst i køen til scenen. Det var heller ikke uventet at de krævede at jeg kom ind på gulvet og dansede med alle. Må nok tilstå at jeg langt foretrækker vesterlandsk dans – men sån er der jo så meget. Vil man leve og bo her er det bare om at følge med – men det er nu heller ikke svært, takten enkel og man gør egentlig ikke andet end at trampe rundt i ring og svinge med armene. Det kunstneriske udtryk er der heldigvis ingen som bedømmer.

Mens man tramper rundt på gulvet, som altså bare ikke er andet et indhegnet lille område foran scenen, kommer der hele tiden én eller anden dansende ind med øl og sørger for at eens glas er fyldt – lidt hårdt for man har pludselig absolut ingen styr på hvor meget øl det bliver til i aftenens løb, så man er godt træt i ansigtet når man går hjem.

For at det ikke skal være løgn dukkede en ny procession op dagen efter, dvs ny og ny? Det var såmænd allesammen de samme deltagere, landsbyen er jo ikke særlig stor. Så ”toget” kørte bare igen, men denne gang var der lidt flere pengetræer med fordi donationen skulle gå til landsbytemplet som er en del større, hvorfor doneringen nåede op på 200.000 baht!

Som den foregående dag var der igen karaoke og dans på grunden udenfor templet så det blev igen noget sent inden vi kom hjem. Det var lidt begrænset med freden i huset, fordi Jew.s søster, mand og børn fra Samut Sakhon (tæt på Bangkok) var kommet for at fejre Sonkran med os og den øvrige familie her. Så de sov rundt omkring på gulvet i stuen og gæsteværelset, men det var da hyggeligt for vi ser dem ikke så tit.

Den tredje og sidste dag i Sonkran var uden processioner, ceremonier etc, kun det sædvanlige vandsprøjteri når man var ude at køre. Flere steder blev man simpelthen omringet og måtte stoppe mens der blev hældt vand over én og man blev pudret i ansigtet. Det så herrens ud, men tøj kan jo vasket og badet er opfundet. De pulvere som de bruger kan vaskes af, også af tøjet, uden problemer.

Om aftenen gik hele familien over til Jew.s mor.s grav, hvor der blev holdt en lille ceremoni, tændt lys og gravmonumentet hældt over med vand med små blomster i. Bagefter var der bad af Jew.s far, hvilket symboliseres ved at alle én ad gangen hælder vand over hans hænder og fødder.

Næste morgen tidlig drog familien ”endelig” afsted medbringende Nut, som skulle (og burde også!) en periode i tempel i Samut Sakhon sammen med Jew.s søster Oon. Den yngste datter Imp bor det meste af tiden hos en veninde i nærheden, så ENDELIG har vi huset for os selv (bortset fra 4 hunde, 1 kalv osv osv). Det er rigtig skønt og i går morges kl 7 arriverede så en I-tuk-tuk (lastbil) med min nye hængesofa til terrassen – perfekt til morgenkaffen m.m.

I hele perioden har vandforsyningen fra det lokale vandværk været kaput og det er noget værre roderi for så samles alt vand som kan skaffes i tønder, spande og krukker. I meget korte perioder er der pludselig vand i hanerne og så er det med at fylde først tønderne på badeværelserne, dernæst tønderne ved vaskemaskinen og krukkerne i haven. Forsyningen har det med pludselig at stoppe – og så var det dét for dén dag – og håbe på at der kommer mere dagen efter! Nu hvor det er lykkedes i etaper at få fyldt alt er der så pludselig vand i længere tid og måske bliver det véd?

Det vand der blev brugt til Songkran var opsamlet regnvand, så det har ikke tæret på forsyningerne.

Forleden målte jeg 42.7 grader i skyggen på terrassen, men det var også lige ved at være for meget, selv for thai.erne – så vi flød bare ud mens alle vifterne kørte på fuld skrue, temperaturen var jo kun 39.7 indenfor 😉

Nærmest mod forventning lykkedes det at få det mobile bredbånd til min Android til at virke fint i landsbyen, så nu behøver jeg ikke at køre til nabo landsbyen for at komme på internetcafé – dejligt at være i forbindelse med omverdenen, men som de andre gange hernede virker alle nyhederne fra Danmark ganske uinteressante.

………….. og det er altså som Paradis her, men som der står skrevet i den dér ”store bog” er der altid en slange i Paradis. Har ikke selv set nogen denne gang – endnu, men pludselig fortæller Jew en dag (ganske normalt at forskellige oplysninger sån bare kommer dryssende et godt stykke tid efter nyhedsværdien er dalet betragteligt), at hun havde undret sig over, at hun i den sidste periode på 7 mdr. mens jeg havde været i Danmark ikke havde set en eneste slange her, men nu pludselig den allerførste morgen jeg var her igen, og mens jeg døsede i soveværelset, dukkede en ”funny snake” op i haven, ligesom for bare at checke om jeg var kommet igen. Ifølge Jew var det bare en mindre én, vist nok brun eller sort(??), ugiftig og kun bider, hvis man træder på den – og vist nok normalt findes ude i rismarkerne, og det kan jo godt være rigtigt.

Indimellem kan vi godt få internettet til at virke på min nye Android HTC-telefon, men det er faktisk dyrt – selv efter thai-forhold! I hvert fald er det som om nettet spiser min rådighedstid (og baht!) lynhurtigt, så vi har måttet tanke vores ”air net” op et par gange. Næste gang jeg kommer herned køber vi en måneds ubegrænset ”oppetid”, hvilket (kan vi se nu) faktisk er billigere. Når nettet er på i min Android stjæler den tid med opdateringer i det uendelige osv, så nu er telefonen slukket det meste af dagen for jeg gider ikke spilde penge på at tanke op igen!

Forleden fandt vi til stor glæde ud af, at vandforsyningen var blevet helt stabil, så nu er alle vandtanke tanket helt op igen og man kan få et fornuftigt bad flere gange om dagen.

Som jeg tidligere har skrevet er det altid spændende at komme herned, for der venter altid nogle overraskelser, de fleste dog glædelige! Vi smuttede forleden en tur ud til svigerfar ”in the middle of nowhere” og der er normalt godt groet til over det hele. På lang afstand så jeg, at det meste af området omkring hans resort var ryddet, væk var de fleste eucalyptustræer og palmer – og hans fiskedam var næsten væk! Dvs væk var den sån set ikke, men der var i stedet et kæmpe hul i jorden, fordi han havde fået gravet den større og meget dybere for at få plads til at opdrætte 100.000 fisk.

Mens vi var der kom en flåde af 25 store lastbiler med jord til etablering af en vej rundt om det område, hvor eucalyptustræerne burde stå – normalpris pr lastbil inkl. jord er 500 baht, men selvfølgelig havde han fået dem tilbudt for 450 baht pr bil, snedig er han og ca. 80 dkr. for en truck fyldt med jord kan vel ikke siges at være for meget??

Vi havde da en hyggelig varm eftermiddag mens de overlæssede lastbiler kæmpede op ad vejen. Vi fik også tjekket de sørgelige rester af vores frø-farm som nu bliver nedlagt, desværre. Det var nu heller ikke fordi den gav nogen form for profit, så det kan vel være ligemeget.

For ca. 6 måneder siden fik vi den kedelige nyhed, at vores 13-årige niece, Jeang Thiamraj, kaldet Joobjeang eller ”Jub Jub” (hvilket betyder kys-kys), datter af Nong og Job i Sawang Daen Din, havde fået konstateret kræft i den venstre arm. Eet eller andet sted har jeg en mistanke om at det var lymfekræft, men har ikke kunnet få det bekræftet. Efter mindst 17 kemobehandlinger, hvorunder hun mistede alt håret og måtte gå med paryk, måtte man i sidste uge desværre fjerne hele venstre arm og skulderleddet, så vi har været et par gange forbi for at støtte hende og familien. I hvert fald blev hun lykkelig for en kæmpe tøjhund jeg fandt til hende – hun må nemlig ikke få en rigtig hund for forældrene. Og hun ønskede at være ven med mig på facebook, hvilket jeg selvfølgelig accepterede med glæde, selvom vi pt ikke kan skrive sammen, da hun er ligeså dårlig til engelsk som jeg er til thai! Gid blot forældrene stopper med at pylre for meget om hende, hun er stærk nok til at komme igennem og få et godt liv trods manglende arm. Hun kan ikke få protese da man har fjernet hele skulderen.

Under alle omstændigheder giver hendes sygdom en masse ubehagelige ”flash-backs” til min søster Vivi som kæmpede mod lymfekræft i 18 år, indtil kroppen gav op efter en hjerneblødning. Vil altid savne hende dybt og hun er i mine tanker hver eneste dag.

Under opholdet i Sawang Daen Din indlogerede vi os på vores favoritresort Chom Dao og det er et fantastisk lækkert sted, mangler egentlig blot en svømmepøl – til gengæld er der en stor golfbane, men det hjælper ikke meget, når man hellere vil have en dukkert 😉

Nyheden om Osama Bin Laden.s død dukkede op tidligt i morges via min Android, og det var da en dejlig nyhed. Sjovt nok interesserer nyheden ikke thai.erne som dårligt véd hvem han er/var, selvom de dog har hørt om bombningen af World Trade Center. Et godt stykke op ad formiddagen kom nyheden dog kort, idet man nævnte at Barrack Obama havde holdt en tale om Bin Laden endeligt – og det var dét! Selv tilslutter jeg mig jubelen over hans død, uanset hvordan den er foregået – og erkender samtidigt det sørgelige faktum at ekstremisterne nu har fået en ny martyr som de nok vil prøve at hævne, og det bliver vi nødt til at leve med. Ekstremister under alle former, størrelser og farver er af det ondeste – og selv om jeg ikke bryder mig om vold under nogen former erkender jeg dog at udøvelse af berettiget/legitim vold under særlige forhold kan være nødvendig! Og CIA’s m.fl.s opsøgning, overvågning og udryddelse af Osama Bin Laden er helt okay (selvom pakistanerne og andre i samme skuffe naturligt er noget utilfredse). Ikke noget med ”fred være med ham”, men et lykkeligt for os ”fred for ham”.

Forleden var vi så ude for at besigtige vores hytte og rismarkerne samt se på det vandreservoir, som netop er udgravet og som vi deler med flere andre i familien, der har marker som støder op til vores. Inden længe burde vi kunne fordoble vores areal til ris da vi har fået et tilbud som ikke er til at afslå. Synd vi ikke har råd til en ”rishøster”, den kunne vi ellers godt nok tjene penge på – men det må som så meget andet vente lidt endnu. Men smart er den godt nok! De fleste steder ligger rismarkerne pt brak, men på enkelte dyrkes andre hurtige afgrøder – herunder grønne peanuts, som jeg aldrig har hørt om før? Men jeg er jo heller ikke landmand, kun stolt ejer af rismarker (som jeg heller ikke aner meget om) 😉

På vejen rundt blev vi flere gange nødt til at passere mellem flokke af vandbøfler som græssede – det er svært at se, hvor ”venlige/tamme” de er, så det er bedst at holde så megen afstand som muligt eller som Jew udtrykte det: ”if he follows the farang buum bui fast – theeeeeen RUN faster ha ha!”. Har lært at lytte til de fleste af hendes råd, så længe de virker fornuftige – og det synes det at være hér.

Jeg véd ikke rigtig om det tæller, men jeg plejer jo at holde et gennemsnit på 1 stk. Ngu (slange) pr. uge jeg er her og mens vi vadede rundt på vores jorde lå der lige en slange, godt nok død, men alligevel!

For ikke at fornærme nogen tog vi lige turen til Tha Sila, hvor Jew.s bror Gan og hans hustru Kung bor og har værksted og restaurant. På vejen hjem måtte jeg så lige lave en undvigemanøvre for ikke at køre en hurtigløber slange over, en mørkegrøn fyr med sølvskinnende bug som hastede over vejen. Har ikke fundet ud af endnu, hvad det var for én, men Jew sagde bare, at de hurtige slanger ikke er farlige – så det tror vi på …. og jeg holder så meget afstand til dem som muligt uanset hvad!

Nu har jeg sådan set et udmærket forhold til buddhismen og synes det er hyggeligt at komme rundt omkring og se de forskellige Buddha-rum og/eller hylder med Buddha’er i alle afskygninger, falmede fotos af afdøde familiemedlemmer samt foto´s af diverse ”high spirit”-munke, lys og blomster. Man kan faktisk se, hvor meget familierne benytter deres rum/hylde på alle stænkene af gammel stearin fra de små gule lys, om blomsterne er gamle og visne etc.

Sidste år måtte jeg dog for en enkelt gangs skyld træde på bremsen, da ”man” havde placeret vores Buddhahylde midt på den væg, hvor vores TV skulle være efter fast aftale. Efter en kraftig enetale fra mig blev hylden uden brok så flyttet derhen, hvor det hele tiden havde været aftalt at den skulle være, nemlig i hall’en – det tog kun den tid det tager at tage den ned, bore huller og sætte den op igen. Og det så fint ud og alle var glade! Måske man kan forestille sig, hvor overrasket jeg var over at træde ind i huset igen og pist væk var vores Buddhahylde!! Hmm?? Tænkte ”hvor pokker har ”den lille” (Jew) NU gjort af den?”. Uden at sige noget åbnede Jew døren til gæsteværelset med et smil og dér lige midt på væggen hang den fint og nydeligt. Og jeg vil ikke engang brokke mig, for det virker udmærket – og alle er stadig glade. Vi har flere gange siden benyttet rummet til dets nu nye ekstra formål.

Det kunne jo nok virke som om at jeg bare er her, bliver forkælet og ikke laver en pind! Selv om det til en vis grad er rigtigt (og jeg brokker mig bestemt ikke!) er jeg dog udnævnt til autoriseret kaffebrygger og hjælper jo til med forskellige gøremål, reder seng etc, men udover det er jeg skam har været meget aktiv et par timer om dagen flere dage i træk, inkl. nødvendige smøg- og kaffepauser med afslibning af min nye hængekøjesofa på terrassen, så den kan blive malet og fin til næste gang jeg kommer. Jeg når ikke at få fornøjelsen af en nymalet hængekøjesofa denne gang, fordi vi har planlagt et par dage uden teenagere, hunde og familie på en resort med fred og ro i Nong Khai, ved grænse-overgangen til Laos og ud til Mekong floden – derefter er der kun et par dage til turen går mod Khrung Thep (Bangkok) og Suwarnabhumi Airport igen efter alt alt for kort tid her med min familie. Men nu er der d.d. kun 767 dage til pensionen, det hjælper svært på humøret selvom jeg godt véd at det ikke er muligt at blive hernede hele året rundt – det skal Janteloven og hende ”rappenskralden” (fra (u)Dansk Folke(fjendsk) Parti) og ko. jo nok sørge for, det ændrer et valg såmænd ikke på.

Inden jeg kom herned havde Jew lovet at vi skulle tage et par dage fri for at se Nong Khai, som er grænsebyen mellem Laos og Thailand. Har været igennem to gange tidligere på visa-run, men det er jo ikke nødvendigt nu, da jeg kun er her i 30 dage. Turen dertil var ret opslidende, desværre kom vi kun med de elendige rutebiler uden aircondition, men vi ankom da efter næsten fire timer. Af en kvindelig chauffør på en ”samlor” fik vi ”anbefalet” et hotel tæt på Mekong floden og set udefra virkede det fornuftigt, især prisen! Men værelset var bestemt ikke noget at råbe hurra for – formentlig mest beregnet på timebasis til ”short-stay” etc. At der så gik total torden i den det meste af aftenen og natten gjorde det ikke meget bedre, men hen på morgenen blev det fint vejr. Så vi checkede ud og fandt et hotelværelse i nærheden med altan og direkte ud til Mekong floden. Et rigtig lækkert lille moderne hotel som varmt kan anbefales – udsigten nærmest himmelsk (og alting virkede som det skulle både på hotellet og på værelset – det er bestemt ikke normalt).

Dagen brugte vi så på at udforske området og især Taladet marked, som er en slags kæmpe ”duty-free” marked – og det med kontrol eller lignende var der ikke noget af – så det er et sted, hvor thai.erne strømmer til for at handle billigt og der er da også et væld af små og store forretninger af alle slags. Normalt holder vi os fra andre ”farangs”, men under frokosten mødte vi en ældre tysker, som havde hyret en thaimand til at passe på sig. Han havde boet i Nong Khai i 16 år med sin laotiske hustru og vi blev enige om at besøge dem om aftenen på deres lille restaurant.

Det var nu så som så med restaurant, tror mest hele forretningen gik på at han samlede såkaldte ”venner”/andre farangs som han så kunne holde ham med selskab om aftenen. Der kom da også en franskmand og en italiener, men selskabet var nu egentlig ikke særlig interessant, kun hans laotiske hustru var en sjov størrelse.

På et rimeligt tidligt tidspunkt brød vi op, mest for at få en undskyldning for at besøge en dansk restaurant/bar tæt på, men her var ejeren netop gået hjem, så det blev kun lige til en øl og en pragtfuld spadseretur langs Mekong floden ved nattetide.

Næste dag ringede kusine Ya fra Chai Wan og ville hente os – og samtidig benytte lejligheden til shopping i Tasadet Market, og der var da også flere ting vi blev enige om at vi egentlig også burde have.

Da vi endelig fandt Ya kom hun anstigende med sin yngre bror, en ældre søster, 2 drenge og en hundehvalp og i mit indre kunne jeg se for mig os alle stuvet sammen i hendes lille og gamle japanerbil – og så skrumle hele vejen retur i den. Ikke nogen behagelig tanke, men det viste sig heldigvis, at de var kommet kørende i broderens store nye pick-up, hvilket højnede mit humør væsentligt.

Efter den obligatoriske shoppetur (som jeg heldigvis slap for – passede mig selv ved at vandre rundt i byen og hygge mig) kørte vi (med de 2 drenge og hundehvalp på ladet) til Luang Po Pra Sai templet i Nong Khai som huser en meget berømt guld Buddha statue – og thai.er valfarter til stedet for at bede om både det ene og det andet.

Ya’s søster var dog lidt utilfreds, for da hun var her for et år siden havde hun bedt inderligt om at få en farang-mand – og det havde hun ikke fået! Hvad hun har bedt om denne gang undlod jeg at spørge om.

This slideshow requires JavaScript.

Herefter smuttede vi til en berømt kæmpe skulptur-park lige (Sala Khu Kao) udenfor Nong Khai, hvorefter turen retur gik i etaper, da der skulle handles i diverse markeder på vejen. Efter en laaaaaang tur nåede vi dog hjem, blot for at konstatere at hele området omkring Champa kort forinden (og dagen før) havde været ramt af tordenstorm og der overalt lå væltede træer så vi havde da vores tanker på vejen til huset om hvordan det mon var gået dér. Alt var dog okay, ingen større væltede træer eller lignende, men strømmen var gået og der var ikke rindende vand – igen igen! Meningen var i vi skulle have spist middag i huset, og det blev det da også til – bare i lidt mindre målestok, idet vi måtte sidde med stearinlys under indgangspartiet.

Strøm var der ikke kommet noget af da vi næste eftermiddag tog afsted for at hente vores motorcykel i Ban Kho Tai, 12 km væk. Samtidig kunne vi så benytte lejligheden til at smutte en tur til Tesco Lotus i Sawang Daen Din (som om viikke havde fået shoppet nok de foregående dage). På vejen tilbage kunne vi godt se et uvejr trække op sån set i retning af Champa og lynene fistrede ned hele tiden. Hjem skulle vi jo, så vi hentede den motorcykel som vi var kørt på til Ban Kho Tai og forsøgte så at komme hjemover. Ca 2 km ud af vejen begyndte regnen at vælte ned og det knaldede tæt om ørerne på os med lyn og tordenbrag så der var ikke tvivl om at det var altså nu, hvis vi skulle i dækning så vi fandt ly under et stråtag ved en ejendom, hvor der ikke var nogen hjemme. Kort efter kom en lastbil med arbejdere på ladet som også kom væltende ind under stråtaget for ly.

Da uvejret havde raset rundt om os et stykke tid og både blæst og regn tog af, tog vi chancen til at komme videre – og det gik fint nok et stykke tid, indtil vi opdagede at vi sån set bare var på vej ind i uvejret igen igen, så det var med at finde ly igen – og da vi endelig nåede hjem var vi lige til at vride for vand. Heldigvis var der da både strøm og rindende vand endnu i huset. Senere på aftenen hørte vi over landsbytemplets højttalere, at uvejret havde afbrudt strømmen til 40 landsbyer i området.

Nu er det så véd at være slut for denne gang – i aften går turen pr. bus mod Bangkok, hvor vi lander i morgen tidlig. Kl. 01.20 natten til tirsdag burde der afgå et fly fra Thai Airways mod København med mig som passager så jeg lander tirsdag morgen om alt går vel.

 

Advertisements

Published by: chanthasook sommer

I am a 69 yrs young danish guy from Copenhagen, since 2008 married to a thai woman, since 2014 living as retired in Thailand, blogging about my expat life in Isaan, North East Thailand and about my hobbies, some politics, some religion etc

Categories thailandLeave a comment

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s